ARGUMENTERNE imod at gå i krig mod Irak på det foreliggende grundlag er meget stærke. Uanset hvor meget USA skruer bissen på, sekunderet af en imponerende loyal Tony Blair, der trodser sin egen opinion, har 11. september ikke føjet et eneste blad til anklageskriftet mod Saddam Hussein. Ikke bare tyder intet på, at han stod bag, men Irak står ikke engang på listen over lande, der har bidraget til international terrorisme i de senere år. Tony Blair har bebudet en hvidbog om Saddam Husseins farlighed, men indtil det modsatte er bevist, synes den ikke at være forøget væsentligt på det seneste. Tyrannen i Bagdad er en usædvanlig ondartet diktator, men hans virkelig massive overgreb på store befolkningsgrupper ligger en del år tilbage i tiden. Et amerikansk angreb på Irak vil derfor være en ekstremt vidtgående brug af det diffuse mandat til global indgriben, som USA har tildelt sig selv efter 11. september. Det vil samtidig være en meget farlig præcedens: Pakistan huser terrorister, der jævnligt infiltrerer og terroriserer Indien. Pakistan har masseødelæggelsesvåben. Pakistan er p.t. et militærdiktatur. Betyder det, at verdenssamfundet ville kunne leve med et 'præventivt' indisk angreb på Pakistan? Endelig er det mere end uklart, om USA er indstillet på at tage det samlede ansvar for Iraks fremtid, der ligger og venter, hvis diktatoren væltes. REALITETEN ER imidlertid, at USA synes fast besluttet på at sætte Saddam Hussein fra bestillingen. Hvis ikke de lader handling følge ord, mener Bush-folkene åbenbart, at de vil være dumpet til den eksamen i beslutsomhed, de selv har arrangeret. Det er i dette lys, man skal se EU-landenes krav om, at USA går til FN for at få skabt grundlag for at gribe ind over for Irak. Synspunktet er, at kan man ikke tale Washington fra krigen, må man i det mindste få en krig, der er nogenlunde forenelig med de internationale normer, USA og dets allierede har bekendt sig til, siden de fik mangedoblet deres sikkerhedspolitiske handlemuligheder efter den kolde krigs afslutning. Det, Europa håber på, er, at USA endnu en gang stiller Bagdad over for kravet om at acceptere en betingelsesløs inspektion og dermed indfri de løfter om at frasige sig masseødelæggelsesvåben, som styret selv har afgivet. Høgene i Washington stritter imod, fordi den vej giver Saddam Hussein en teoretisk chance for at undgå konfrontationen og bevare magten ved faktisk at opgive sine ulovlige våben. Den risiko bør Bush-folkene kunne leve med. Deres alternativ er i hvert fald en blanding af selvtægt og storpolitisk hasard, som verdens eneste supermagt burde holde sig for god til.