DET HAR vakt berettiget opsigt, at Københavns Byret i to omgange har afsagt kendelser, som er på direkte kollisionskurs med pressens fundamentale informationsfrihed og journalisters ret og pligt til at beskytte deres kilder. Sagen handler om en journalist på Jyllands-Posten, der via anonyme kilder fik kendskab til nogle mere eller mindre troværdige rygter om dødstrusler imod navngivne danske jøder. Allerede inden journalisten viderebragte rygterne i sin avis, orienterede Jyllands-Posten politiet om sagen. Avisen lovede, at den under samtidig hensyntagen til kildebeskyttelsen ville give yderligere informationer til politiet, hvis der stod menneskeliv på spil. Den forsikring stillede politiet og byretten sig imidlertid ikke tilfreds med. Først gav en byretsdommer i et lukket retsmøde politiet tilladelse til i al hemmelighed at aflytte journalistens telefoner. Hvorfor og på hvilket grundlag, det skete, er sagens helt store mysterium. Dernæst krævede politiet i et nyt lukket retsmøde, at journalisten blev pålagt at afsløre sine kilder. Det skete ifølge Jyllands-Posten med henvisning til politiets båndoptagelse af en samtale mellem journalisten og en redaktionssekretær på avisen, hvor det angiveligt blev sagt, at der »ikke skulle ruttes med sandheden«. Hvad samtalen nærmere gik ud på, ved vi ikke, men byretsdommeren besluttede i hvert fald at se bort fra retsplejelovens generelle bestemmelse om, at redaktører og journalister ikke har pligt til at oplyse, hvem der er deres kilder. Dommerens bevæggrunde kender vi heller ikke, eftersom der var tale om lukkede retsmøder, og fordi hverken politiet, anklagemyndigheden eller justits- eller statsministeren efterfølgende har villet udtale sig om sagen. Man må dog gå ud fra, at byretten har henholdt sig til retsplejelovens undtagelsesbestemmelse om, at også redaktører og journalister kan pålægges vidnepligt, såfremt det drejer sig om lovovertrædelser af så alvorlig en karakter (det vil sige, at der kan blive tale om en fængselsstraf på fire år eller derover), at »vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder«. PÅ DET foreliggende grundlag forekommer det dog højst foruroligende, at politiet med byrettens opbakning er skredet til så voldsomme magtmidler over for pressen. Ikke mindst den første kendelse om aflytning af journalisten forekommer højst besynderlig, selv når man tager i betragtning, at sagen tager sit udgangspunkt i nogle stærkt alarmerende oplysninger om, at der i et lille voldeligt palæstinensisk miljø her i landet skulle cirkulere en såkaldt dødsliste over navngivne danske jøder. Måske det bare var rygter? Jyllands-Posten videregav på eget initiativ de ikkepublicerede navne til politiet og erklærede sig parat til et ansvarligt samarbejde under hensyntagen til kildebeskyttelsen. Alligevel gik politiet videre ad rettens vej for at fremskaffe yderligere oplysninger ved aflytning af journalisten. Hvorfor? Det er blandt andet det spørgsmål, som 11 danske medier, herunder Politiken, har stillet til statsminister Anders Fogh Rasmussen, der også er pressens minister. Han reagerede i aftes spontant på henvendelsen, men en egentlig redegørelse fra hans side har vi stadig til gode. Statsministeren gør os nemlig ikke meget klogere på sagens kerne: Hvad var det helt præcist, der lå til grund for politiets og byrettens opsigtsvækkende beslutning om at aflytte Jyllands-Postens journalist? Det har både pressen og offentligheden krav på at få at vide for at kunne vurdere, om informationsfriheden er truet. STATSMINISTEREN erkender jo også selv, at vi har at gøre med en sag af stor principiel betydning. Den kan få vidtrækkende konsekvenser for pressens muligheder for at bedrive kritisk, undersøgende journalistik. Til den hører nemlig kildebeskyttelsen. Uden den undermineres pressens mulighed for at rapportere fra mange, også betændte, miljøer. Det betyder, at offentligheden får dårligere besked om, hvad der rører sig i samfundet. Det afskærer politiet fra at få informationer ved at følge med i medierne. Det rammer med andre ord informationsfriheden og er dermed i sidste ende også et angreb på demokratiet.