HVIS SOCIALDEMOKRATIET var et landskab, hvilket ville det så være? En bølgende kornmark, en bøgeskov, en grøftekant med vilde blomster og ukrudt? En kunstigt anlagt skov i et forstadsområde, en bræmme kolonihaver på kanten af et industrikvarter - eller måske snarere et tæt trafikeret område fuld af indkøbscentre, ringveje, parkeringspladser og benzinstationer? Socialdemokratiet er mange landskaber på én gang, men partiformand Poul Nyrup Rasmussen kommer et mere entydigt bud nærmere, når han advarer mod, at hans parti indleder endnu en langvarig ørkenvandring. Som den Socialdemokratiet var ude på i Schlüters 1980'ere. NYRUP SER DEN fornyelsesproces, han selv har sat i gang, som alternativet til en sådan ørkenvandring, og deri har han ret, men det ændrer ikke ved, at den igangværende farce omkring næstformandsposterne i Socialdemokratiet giver indtryk af stor goldhed og tørke i partiet. Hvem var egentlig denne Kim Mortensen, der for få dage siden var Nyrups alternativ til Bent Hansen på posten? Hvad var egentlig Kim Mortensens politiske program? Nåede nogen at bemærke, på hvilken måde han ville medvirke til den idépolitiske og pragmatiske fornyelse i det gamle parti, inden han mandag aften pludselig trak sig? I sin pressemeddelelse forklarer manden, der var udset til at forny sammen med sin partileder, at »jeg indvilgede i at stille op på et tidspunkt, hvor Bent Hansen havde trukket sig som næstformand. Han stiller åbenbart op alligevel. Derfor har jeg valgt at trække mit kandidatur«. DEN SLAGS formuleringer og den partikultur, de er udtryk for, giver mindelser om den måde, man klarede fordelingen af poster på i Sovjetunionen. Ligesom Torben Lund, der først antydede, at han ville stille op som partisekretær, men siden trak sig, er Kim Mortensens sortie en påmindelse om, hvor langt Socialdemokratiet har igen, før det har udviklet en måde at være parti på, som kan tiltrække moderne, debatlystne - uenige - mennesker. Enten lægger højere magter bag kulisserne pres på de pågældende, som derfor ender med at smide håndklædet i ringen, og det er slemt, eller også er der en så indgroet uvilje mod at konfrontere politiske modstandere og tage en duel på synspunkter og efterfølgende valg, at selv en garvet parlamentariker som Torben Lund og et partimedlem, der troede, at han skulle være næstformand i Socialdemokratiet, ender med at stikke piben ind. LOTTE BUNDSGAARD, den anden af Nyrups næstformandskandidater, er stadig i spil, eller hvad man nu skal kalde det, for ingen har vist rigtigt hørt, hvad det er, hun kan bidrage med - ud over at være ung. Siden Nyrup første gang fremlagde sine personforslag og frem til nu, har den store offentlighed, som man jo må gå ud fra, at Socialdemokratiet ønsker at appellere til, hørt fantastisk lidt om de forskellige politiske positioner, som måtte trives i Socialdemokratiet. Man har fået et indblik i den måde, som partiets Machiavelli, Mogens Lykketoft, opererer på, når han henholdsvis holder med, går imod, tier stille, melder ud etc. om diverse personspørgsmål. Man har hørt små pip fra andre af dramaets statister. Men på intet tidspunkt har man, bortset fra Frank Jensens klare og fornuftige udmeldinger om, hvilken politik han mener Socialdemokratiet skal føre, for alvor oplevet politikere, der har turdet hæve hovedet og melde rent ud til vælgere og medlemmer om deres syn på deres kriseramte partis politiske fornyelse. Socialdemokratiet anno 2002 er en strudsefarm, fuld af individer, der stikker hovedet i busken. UANSET HVOR MEGET koks, kludder og mangel på logik i timingen der har præget Nyrup Rasmussens egen håndtering, kan man ikke tage fra ham, at han har vovet at sætte en proces i gang, som er nødvendig. Men man spørger sig selv, om han virkelig selv tror på, at det ville have været et signal om afgørende fornyelse, hvis han på kongressen i næste måned kunne have fået de delegeredes massive opbakning til de fire personer, han ene mand (og Lykketoft, måske) havde udpeget? Er kåringernes tid ikke forbi i Socialdemokratiet? Er der noget galt i kampvalg, eller er det allerbedst, når den ærede formand får det, som han altid plejer at få det i Nordkorea? Forløbet omkring næstformandsposten i Socialdemokratiet er desværre ikke kun et internt anliggende. Forløbet risikerer at få endnu flere politisk interesserede, debatlystne danskere med lyst til at påvirke den verden, de lever i, til at styre langt uden om partipolitik.