KOMMUNERNES LANDSFORENING har foreslået at afskaffe efterlønnen. Støttet af økonomiske vismænd fastslår kommunerne, at ordningen er for dyr og vil forværre den store mangel på sygeplejersker, lærere og andet personale i den offentlige sektor. Hvis nogen har illusioner om, at den slags vægtige argumenter gør indtryk på Christiansborg, bliver de hurtigt skuffede. Med sjælden enighed slår politikere fra hele det politiske spektrum syv kors for brystet, blot der hviskes efterløn på gangen. Og i den borgerlige regering er beskæftigelsesministeren hurtig til at slå fast, at efterlønsordningen slet ikke er til diskussion i denne regeringsperiode og heller ikke i den næste valgkamp. Og skal efterlønnen ændres, skal det ske efter en lang og grundig debat med befolkningen. SÅ DET har lange udsigter med at få slagtet den måske helligste ko i dansk politik. Og det er ærgerligt, for koen står i vejen for at komme videre til at løse problemerne på arbejdsmarkedet. Ikke alene er det en økonomisk byrde, som koster omkring 21 milliarder kroner alene i år, eller hvad der svarer til samfundets udgifter til arbejdsløshedsdagpenge. Det er også svært at forstå, at mens velfærdssamfundet mangler ledige hænder, har 160.000 mennesker i en tidlig alder sagt farvel til arbejdsmarkedet og goddag til efterlønnen. Dertil kommer, at ordningen ikke er social retfærdig. Vi kan vel alle unde en jord- og betonarbejder, som er fysisk slidt ned, at kunne trække sig tilbage tidligt, men samme ret har jo lønmodtagere med høje indtægter, kapitalpension og bil, båd og sommerhus til at forsøde alderdommen. Det holder ikke. 'VI HAR jo lavet en aftale med befolkningen', lyder politikernes argument for ikke at turde tage fat på dette problem. Folk betaler til efterlønnen som en slags forsikringsordning, og så skal staten holde sin aftale og betale broderparten. Ja, politikerne har en aftale, og den skal holdes for dem, som nu er på vej til efterløn, og som betaler til ordningen. Men det undskylder ikke politikernes konfliktskyhed, for jo længere der går, før opgøret tages, desto flere generationer vil opfatte et fritidsliv efter 60 år som et retskrav. Efterløn blev opfundet i en tid med arbejdsløshed for fysisk nedslidte arbejdere. At det skal bruges som obligatorisk frynsegode for velbjærgede livsnydere er en absurditet, som står i vejen for en overbevisende arbejdsmarkedsreform.