EUROPAS SYGE mand. Sådan kaldte man i mange år før Første Verdenskrig Tyrkiet på grund af landets svaghed og kronisk dårlige ledelse. Det var dengang, men efter at landets 77-årige premierminister, Bülent Ecevit, nu har været sygemeldt i to måneder og trods stigende pres stadig nægter at træde tilbage, kunne det være fristende at tage den nedsættende betegnelse frem af skuffen igen. Men det ville være en fejl. For trods megen dårlig presseomtale og den aktuelle politiske og økonomiske krise er Tyrkiet grundlæggende en succeshistorie og en af denne verdens meget få muslimske lande med et fungerende sekulært demokrati. FOR GANSKE vist er demokratiet stadig skrøbeligt, militæret har gentagne gange grebet hårdhændet ind for at forsvare den sekulære stat mod alle ansatser til islamisme, og ganske vist står islamiske partier for tiden stærkt i meningsmålingerne. Men Tyrkiet er alligevel kommet uendelig meget længere end noget arabisk land, hvilket blev understreget af, at landet for nogle dage siden overtog ledelsen af den internationale styrke i Afghanistan. På den måde at påtage sig at holde styr på fundamentalistiske trosfæller i et andet land ville være utænkeligt for ethvert andet muslimsk land og illustrerer, hvor langt Tyrkiet er kommet i tilnærmelsen til Vesten og dens værdier. Og hvor vigtigt Tyrkiet er for Vesten, både som partner og som bevis på, at Vesten ikke er antimuslimsk. IKKE MINDST DERFOR er det vigtigt at holde døren til EU åben for Tyrkiet. Indtil videre har landets eneste faste forankring i den vestlige lejr været NATO, som det er et mangeårigt medlem af. Men NATO er som bekendt en rent militær alliance, og landet mangler derved det forpligtende civile demokratiske internationale samarbejde. Lykkes det på EU-topmødet i København i december at give Tyrkiet en konkret startdato for optagelsesforhandlingerne, og dermed et reelt perspektiv om i løbet af en - formentlig længere - årrække at blive medlem af EU, vil det med ét slag styrke både reformkræfterne og demokratiet og samtidig svække det militære islæt i landets ledelse. Det er klart, at et EU-medlemskab forudsætter, at Tyrkiet får rettet op på de omfattende menneskerettighedskrænkelser, at det holder op med at forfølge landets kurdiske mindretal og løser Cypernproblemet, og at militæret trækker sig helt ud af politik. Men hvis man ser på, hvor langt Tyrkiet er kommet, er det langtfra utænkeligt. FØR MAN KOMMER så vidt, kræver det imidlertid, at Tyrkiet får en ny leder. Under Bülent Ecevit er regeringen i fuld gang med at forbløde, ministre siger op på stribe - senest den populære udenrigsminister, Ismail Cem - og parlamentsmedlemmer i dusinvis skifter parti. Og den politiske krise trækker hele landet ned. Efter den værste økonomiske krise i mange år, med et fald i produktionen på knap 10 procent, var der før Ecevits sygdom endelig tegn på, at landet var i bedring, men med regeringskrisen er alt atter usikkert, og den tyrkiske lira i frit fald. Det er galt nok i sig selv, men regeringens handlingslammelse gør det også umuligt at få gennemført de politiske reformer, EU har krævet for at fastsætte en startdato for Tyrkiets optagelse i unionen. Det er derfor knusende nødvendigt, at Ecevit - gerne med udenlandsk pres - så hurtigt som overhovedet muligt tvinges til at acceptere sit skrøbelige helbred og udpege en efterfølger, som så med lidt held kan nå at få sat landet og EU-reformerne på ret køl inden det valg senere på året, som i stigende grad synes uundgåeligt. Derved kan man også håbe, at tilslutningen til den islamiske leder Receb Tayyib Erdogan, som meningsmålingerne for tiden spår en sejr, vil dale og dermed også risikoen for, at militæret - trods Erdogans partis moderate linje - vil gribe ind og skade landets stadig skrøbelige demokratiske ry. Så galt behøver det ikke at gå; selv hvis Erdogan vinder, kan generalerne meget vel vise selvbeherskelse, men alene muligheden skaber en usikkerhed, der er lige præcis, hvad Tyrkiet ikke har brug for. MED EN NY MAND ved roret vil det forhåbentligt også være muligt at tage den såkaldte trojka - bestående af den tidligere udenrigsminister Ismail Cem, den nuværende økonomiminister, Kemal Dervis, og den tidligere vicepremierminister Husamettin Özkan - med i regeringen. I fredags annoncerede de tre, at de havde dannet et nyt, EU-venligt parti, og med deres høje stjerne i udlandet vil deres blotte tilstedeværelse i en midlertidig regering øge dens muligheder for at komme ud af det nuværende dødvande. Men først må Ecevit trække sig.