UNDER DET dynamiske navn Projekt Trængsel - der dækker over noget så antidynamisk som kilometerlange bilkøer på københavnske indfaldsveje - har et konsulentfirma beregnet, hvad det koster samfundet, at et flertal af alle erhvervsaktive danskere sidder indespærret og glor bandende på hinandens bagskærme i sammenlagt måneder af deres liv. Det er blevet almindeligt at tage en time tidligere hjemmefra om morgenen for at undgå myldretiden. Trængslen belaster nødvendigvis livskvaliteten for de små hjem og de transportramte - herunder også vejenes støj- og forureningsplagede naboer. Projekt Trængsel har imidlertid ikke haft til opgave at undersøge livskvalitet. Det er de milliarder, den tabte arbejds- og fritid koster samfundet, der er blevet sat tal på. Det er relevant og rimeligt nok, om end det forekommer snævert, at for eksempel udgifter på grund af stressrelateret sygdom ikke er medtaget. HVAD DER chokerer, er det visionsløse teknokrati, der kom til udtryk i reaktionerne på undersøgelsens i og for sig forventelige resultat. En glad politiker udtalte, at nu havde han et værktøj til at finde ud af, hvor firsporede veje var mest påkrævet. Altså: Mere asfalt løser problemet. Der skal åbenbart ikke ændres i den syge livsstil, der på dette sene tidspunkt i menneskehedens historie får os til at finde os i et logistisk blikkassetyranni, som selv en hoveribonde ville ynke os for. Det er påvist, at det langtfra kun er dårlig offentlig transport, der får folk til at vælge at køre til og fra arbejde i egen bil. Den næste undersøgelse burde finde det instinkt, der gør, at mennesket hellere vil sidde spærret inde i illusionen om bevægelsesfrihed end vente på en bus eller læse en togplan - den aktuelle offentlige transports mangler ufortalt. Kan det passe, at vi er sådan indrettet?