»I DE LALLEGLADE 1990'ere blev det kapitalistiske system oversvømmet af grådighed, fordi de, der skulle sætte grænserne, svigtede. Revisionsfirmaerne var kun optaget af at score lukrative konsulentopgaver, advokaterne brugte tiden på at sikre sig størst mulige honorarer, og direktørerne var så optaget af deres egen indtjening, at de svigtede opgaven som aktionærernes repræsentanter«. Ovenstående lyder umiddelbart som en svada fra en gulnet socialistisk pamflet. Men nej. De hårde ord er hentet fra det seneste nummer af et af kapitalismens fremmeste tidsskrifter, amerikanske Business Week. Den internationale finanspresse bruger i disse dage oceaner af spalteplads på den bølge af mistillid, som det seneste halve år er skyllet ind over det amerikanske finansmarked. Forståeligt nok. Det kapitalistiske system er mildt sagt i krise. En helt usædvanlig række af eksempler på snyd og bedrag har forvandlet Wall Street dramatisk. Hvor gaden i de seneste to årtier har fremstået som den misundelsesværdige dynamo i et velsmurt finansmarked, minder den i dag mest om en ramponeret spillebule med svindel og humbug. Seneste skramme kom i weekenden, da revisionsfirmaet Arthur Andersen fik det endelige dødsstød. Firmaet blev kendt skyldig i at have forhindret opklaringen af krakket i energiselskabet Enron. Dommen betyder, at det 89-årige firma ikke længere må revidere amerikanske selskaber. Enronsagen og tilsvarende sager, som er hvirvlet op i dens kølvand, har afsløret, hvor tæt sammenfiltret revisionsfirmaerne er med virksomhederne. Den tid er tydeligvis forbi, da revisorernes fornemmeste rolle var at optræde som offentlighedens vagthund. I stedet har revisorerne været aktive medspillere i den øvelse, der gik ud på at pumpe regnskabsresultaterne op, så de kunne indfri aktiemarkedets forventninger. I takt med at revisionsfirmaerne i stor stil har kastet sig over konsulentopgaver for de samme selskaber, som de reviderer, har der været uhyre summer at tabe, hvis man mistede opgaven. I Enrons tilfælde havde Arthur Andersen en samlet indtjening på en halv milliard kroner om året. FOR DIREKTØRERNES vedkommende er nøgleordet 'aktieoptioner'. De seneste to årtier er brugen af aktieoptioner eksploderet. Den gennemsnitlige lønningspose for direktørerne i de 50 største amerikanske virksomheder er vokset fra 10 millioner kroner til 100 millioner kroner på blot 15 år - især på grund af en eksplosion i brugen af aktieoptioner. Aktieoptionernes vokseværk har primært været drevet af ambitionen om, at direktørerne skulle have samme interesse som aktionærerne: at få aktiekursen til at vokse. Fyndordet var 'shareholder value'. Men det groteske paradoks er, at 1990'ernes 'shareholder revolution' betød, at det var direktørernes magt, indflydelse og lønningspose, der voksede mest. I 1990'ernes opskruede marked var der ingen, der sagde stop. Mentaliteten havde undergået en forvandling, som USA's tidligere centralbankdirektør Paul A. Volcker påpegede for nylig: »Før blev det betragtet som en vittighed, når folk sagde, at 'grådighed er godt'. I 1990'erne blev udsagnet anset for at være en grundlæggende sandhed«. Med det rædselskabinet af afsløringer, den seneste tid har budt på, er det forståeligt, at investorernes tillid er svundet kraftigt ind. Der forestår nu de amerikanske børsmyndigheder en kæmpeopgave med at få ryddet op i spillebulen og skabt en tryghed, som kan få kapitalismens dynamo til at fungere ordentligt igen. For vi kan ikke undvære den. Konsekvenserne af et dårligt fungerende amerikansk kapitalmarked rammer os alle. Også danske pensionsselskaber, som vi har set de seneste dage. Reformmulighederne er mange og strækker sig lige fra et helt nødvendigt krav om offentliggørelse af værdien af den enkelte direktørs aktieoptioner til overvejelsen om at genindføre en række af de love, som blev gennemført i kølvandet på 1930'ernes børskrak. EN STÆRK ERHVERVSLOBBY har desværre effektivt bremset enhver reform. Tilsyneladende er det hverken gået op for virksomhederne eller Bush-administrationen, at passivitet gør det kapitalistiske system skade. Det er synd for investorerne. Men før selvmedlidenheden bliver for stor, er der grund til selvransagelse. Selv om aktierne set i et historisk lys var vildt overvurderede, holdt hverken småinvestorer eller pensionsselskaber sig tilbage, da aktiekurserne steg i 1990'erne. Og vi mangler stadig at se de pensionsselskaber, som i anstændighedens navn går forrest og stiller ufravigelige krav om bedre regnskaber, rimelige lønninger og bedre bestyrelser. Og vi mangler også stadig at se de enkelte pensionsopsparere tage et etisk ansvar for de penge, de investerer. Deres personlige grådighed er i høj grad med til at legitimere systemets grådighed.