LAD DET VÆRE sagt med det samme: Det er for tidligt at afgøre, præcis hvordan en ny tyrkisk medielov vil virke, og om den vil forrette de skader på Tyrkiets gang mod ægte demokrati, som lovens kritikere frygter. Den nye lov synes på papiret at indeholde mulige indskrænkninger af ytringsfriheden, men der skal formentlig en stribe retssager til for at afgøre, om det også bliver tilfældet. Alene det, at frygten og risikoen er der, sender imidlertid et særdeles uheldigt signal fra Tyrkiet, der som bekendt har ambitioner om at blive medlem af EU. Så sent som i marts udarbejdede Tyrkiets nationalistiske koalitionsregering et program, der skulle imødekomme de betingelser for EU-medlemskab, som EU-landene opstillede i december. DEN TYRKISKE regering har taget skridt i den retning, men det har på ingen måde overbevist menneskeretsorganisationer og andre iagttagere om, at landet dermed også er på ret kurs. Tværtimod er der også flere eksempler på, at landet er gået i den modsatte retning og dermed har føjet nye problemer til den i forvejen lange liste over eksisterende brud på menneskerettighederne. På det seneste er ikke mindst ytringsfriheden kommet i fokus, hvilket debatten om den nye medielov er et eksempel på. For få måneder siden handlede det eksempelvis om den ansvarlige udgiver af en oversættelse til tyrkisk af en tekst af den amerikanske skribent Noam Chomsky, fordi den fandtes at indeholde 'separatistisk propaganda'. Andre eksempler omfatter folk, der har berettet om seksuelle overgreb begået af tyrkiske sikkerhedsstyrker. Flere andre - og langt alvorligere - anklager om bl.a. tortur kunne nævnes, men pointen turde være klar: Tyrkiet mangler at overbevise om, at landet føler sig lige så forpligtet af hensynet til basale menneskerettigheder som af det erklærede ønske om EU-medlemskab.