FORSLAGET til reform af den fælles fiskeripolitik i EU ligner et godt udgangspunkt for den nødvendige og dybtgående reform. En dramatisk reduktion af fiskeriet, så der kommer balance mellem flåden og fiskebestanden, er bydende nødvendig og burde være gennemført for længst. Et stop for den absurde statsstøtte til nye og endnu mere effektive både, der kun gør problemerne værre, skal naturligvis gennemføres, og det er helt oplagt at bruge pengene til at afhjælpe de sociale konsekvenser af reformen. Det er alt sammen sund fornuft. Det næste spørgsmål er nu, hvordan nedskæringerne af flåden skal fordeles, og det virker ved første øjekast påfaldende, at kommissionen - med små bogstaver og langt inde i et bilag - har regnet sig frem til, at stort set hele reduktionen skal ske i Nordeuropa, mens sydeuropæerne går fri. Det bliver ikke mindre påfaldende af, at sydeuropæerne har ført en benhård og måske ligefrem ulovlig lobbykampagne over for kommissionen for at påvirke resultatet. Kommissionens argument for, at Danmark og vore naboer skal skære mest, er klart sympatisk. De tager udgangspunkt i fiskene, ikke i nationale erhvervsinteresser. De steder, hvor overfiskeriet har været størst, må der skæres mest på flåden. De steder, hvor fiskeriet er bæredygtigt, er der ingen grund til at gribe ind. Det er en tankegang, der rammer Danmark hårdt. Og sådan må det være. DEN KLARE og rigtige filosofi kan imidlertid ikke fjerne mistanken om, at der ligger djævle gemt i detaljerne. Og det er kommissionen selv ude om. Håndteringen af det sydeuropæiske pres har været lidet overbevisende, og at den spanske kommissær slipper af sted med helt åbenlyst - og vedvarende - at forfægte snævre spanske interesser, er en skandale, der sår berettiget tvivl om kommissionens troværdighed. Kun en undersøgelseskommission, der kortlægger hele forløbet og drager nødvendige konsekvenser, kan rense luften.