NÅR DET, vi herhjemme kalder udlændingedebatten, fylder så meget, som tilfældet er, så skyldes det, at den på et afgørende punkt genskaber det politiske landskab, vi kendte under den kolde krig. Mødet med islam, eller rettere forestillingen om et møde med islam, kan bringes i centrum af både den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske debat. I udenrigspolitikken er det krigen mod terrorismen - en terrorisme der fra New York til Afghanistan især er muslimsk og arabisk. I indenrigspolitikken er det indvandringen og de nye mindretal, hvori muslimer udgør den største og af flere grunde mest synlige gruppe. Ligheden er der, men forskellene er afgørende og dramatiske. Helt elementært udgør den islamiske verden ikke en trussel mod os, der tåler sammenligning med den kommunistiske Østblok Det skyldes banale og indiskutable kendsgerninger: De internationale magtforhold er i dag massivt i den vestlige verdens favør. Og den politiske islams muligheder for at missionere i vore samfund er i sagens natur uendelig meget ringere end kommunismens. Hele målgruppen er et mindretal. OGSÅ UNDER den kolde krig var der god grund til at fastholde, at konflikten skulle udkæmpes uden at svigte de værdier, vore samfund hviler på. I mødet med islam er det af flere grunde endnu vigtigere. Svigter vi, har vi ikke engang den undskyldning, at truslen er så stor, at svigt kan være tilgivelige. Der er to store risici: I udenrigspolitikken må vi få øjnene op for, at vores 'venner' i den rent tekniske terrorbekæmpelse - de arabiske regimer - samtidig er selve ondets rod. Det er den politiske undertrykkelse i den arabisk-muslimske verden, der nærer terroren, og det er en katastrofe, hvis vi af opportunistiske grunde bliver ved med at være ukritiske allierede med disse blindgyderegimer. Indenrigspolitisk er vore samfund så stærke, og vore værdier så attraktive og universelle, at det ville være idioti at efterligne de politiske islamisters civilisationskrig. Vi er ikke i krig med andre civilisationer. I stedet skal vi fastholde vores åbenhed og vores tolerance og gøre dem til både krav og magneter i integrationen. Det var som bekendt heller ikke vores militære styrke, men vores samfundsmæssige succes, der førte til Østblokkens sammenbrud. Hvis man endelig skal sammenligne, hvad man kun skal med store forbehold.