DET ER MANGE ÅR siden, der har været en egentlig trussel mod staten Israels eksistens. Kun de israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder har for alvor været truet - hvad de bestemt også bør være: Det er i alles interesse, ikke mindst israelernes og fredens, at få bosætterne væk fra Vestbredden hurtigst muligt. Men det er lykkedes den nuværende israelske regering at forvirre billedet, så en trussel mod et par hundrede tusind fanatiske bo- eller rettere besættere er kommet til at ligne en eksistenskamp for selve staten. Og nu fanger logikken. I løbet af uhyggelig kort tid er konflikten med palæstinenserne eskaleret i en sådan grad, at der faktisk godt kan vise sig at være en egentlig trussel mod selve Israel. Ariel Sharons regering har dag for dag ladet de palæstinensiske terrorister og selvmordsbombere sætte den politiske dagsorden, så hele regionen nu er fanget i en uhyggelig voldsspiral. De palæstinensiske selvmordsbombere har fået Israel til at føre en selvmorderisk politik. Dette må siges med rene ord - ikke mindst af Israels venner. DANMARK TÆLLER uden tvivl blandt staten Israels nærmeste venner overhovedet. Det giver os en særlig forpligtelse til ikke at tale israelerne efter munden, når de bevæger sig ind i en logik og et handlingsmønster, som er decideret dræbende både for dem selv og for det palæstinensiske folk. Ingen forlanger af Israel, at landet skal acceptere den vanvittige terror, der for øjeblikket råder. Og ingen bør være blind for, at Yassir Arafat og det palæstinensiske selvstyre har gjort langt mindre for at forhindre den nuværende situation, end man kunne have gjort. Men det hårde faktum er også, at Israel er den militært stærkeste part i konflikten og dermed den eneste part, som muligvis har styrke til at overvinde sig selv. Sharon kan stadig nå at trække sig tilbage. Arafat har mistet kontrollen. DEN NUVÆRENDE danske regering har paradoksalt vist sig at være en dårligere ven af Israel end den foregående. Udenrigsminister Per Stig Møller, og nu også statsminister Anders Fogh Rasmussen, optræder så 'diplomatisk', og lægger så stor en del af skylden på den palæstinensiske part, at det giver israelerne meget lidt tilskyndelse til at ændre adfærd. Og den frygtelige sandhed er jo, at israelerne for øjeblikket konstant gør ondt værre for sig selv. Det er vi nødt til at sige til dem. Spørgsmålet er så, hvordan vi siger det bedst og med størst effekt. Normalt har det jo i storpolitik meget lidt at sige, om Danmark gør det ene eller det andet, men netop nu og netop i det mellemøstlige spørgsmål har det faktisk en vis vægt, hvad vi foretager os. For det første, som sagt, fordi vi tæller blandt Israels nærmeste venner; for det andet fordi vi er på vej mod formandskabet i EU og dermed allerede nu er medlem af den ledende 'trojka', som består af det nuværende, det kommende og det netop afgåede formandsland. Det radikale folketingsmedlem Naser Khader har foreslået, at Danmark kalder sin ambassadør i Tel Aviv hjem til rådslagning. Det er en tanke, som er en overvejelse og en videreudvikling værd. Danmark kunne som kommende formandsland i EU arbejde for, at alle fællesskabets lande kalder deres Israel-ambassadører hjem til konsultationer. Ikke for at markere et fjendskab over for Israel, men for at markere et venskab, som også indebærer villighed til at påtage sig et egentligt ansvar. Konflikten må løftes over i en hel anden logik, hvilket for det første betyder, at Israel med kraftige ord og midler må bringes til at trække sig tilbage fra de palæstinensiske områder; og for det andet: at Europa og navnlig USA må påtage sig en helt ny rolle i konflikten: rollen som dem, der på eget initiativ fremlægger et fredsforslag, som parterne inviteres til at forhandle om. Det er naturligvis naivt at tro, at Israel uden videre vil efterkomme sådan en 'invitation'. Men USA har midlerne til at sætte Israel under et pres, der er så voldsomt, at selv en gammel kriger som Ariel Sharon vil kunne forstå budskabet. Og en så dramatisk handling som midlertidig hjemkaldelse af samtlige EU-ambassadører fra Tel Aviv kunne være det, der fik amerikanere og israelere til at tænke i helt nye baner. DER ER INGEN snuptagsløsninger på den mellemøstlige konflikt, og det kan ikke siges for ofte, at man er meget naiv, hvis man tror, en løsning ligger ligefor. Kun to ting kan siges med nogenlunde sikkerhed: For det første, at USA har muligheder for pression og dermed løsninger, som ingen anden magt sidder inde med. Europa bør derfor handle på en måde, som for alvor bringer amerikanerne i spil. For det andet, at Danmarks 'diplomatiske' holdning p.t. ikke bringer freden nærmere. Tværtimod.