I FREDAGS fremhævede statsminister Anders Fogh Rasmussen selv den hovedløse sag om Det Danske Center for Menneske-rettigheder som en af regeringens smuttere. Han præsenterede det som en god idé, der var løbet af sporet. Den gode idé var at slå fire andre institutter sammen for at skabe et slagkraftigt miljø for den udenrigspolitiske forskning. Udenrigsminister Per Stig Møller stod fadder til den, og den kunne se frem til tværpolitisk opbakning. Det gik galt, da regeringens koordinationsudvalg, hvor Anders Fogh Rasmussen sidder for bordenden, i sidste øjeblik besluttede at proppe Dansk Center for Menneskerettigheder ned i den samme gryde - mod udenrigsministerens ønske, og uden sans for, at den for et menneskerettighedscenter uundværlige uafhængighed dermed ville gå fløjten. Hovsa-beslutningen, der altså blev truffet af regeringens øverste top, blev mødt med massiv international og offentlig kritik. Udenrigsministeren, der som den eneste i regeringen var imod beslutningen, fik til opgave at reparere på den. Statsministerens forsøg på at tørre sagen af, først på udenrigsministeren og siden på Bendt Bendtsen eller Thor Pedersen, der naturligvis begge har et medansvar, klæder ham ikke. VI VED nu, at hele miseren skyldes regeringsledelsens ønske om at imødekomme Dansk Folkepartis ønske om at komme flest mulig 'udlændingecentre' til livs. Som om menneske-rettigheder og anti-diskrimination er idealer, der kun er opfundet for udlændinges skyld. Da Dansk Folkeparti ikke kunne få det ene center, fik det så et andet: Nævnet for Etnisk Ligestilling, der ellers stod over for at få den vigtige opgave som klagenævn i diskriminationssager, nedlægges, og opgaven, som et EU-direktiv gør uomgængelig, overdrages til ... Dansk Center for Menneskerettigheder. Hvis direktør i øvrigt tvinges til at søge sin egen stilling - igen for at markere, at så tæt på at antaste institutionens integritet lykkedes det dog Dansk Folkeparti at komme. Ironisk er det, at centeret, der hidtil har forsket og rådgivet, takket være dette pinagtige forløb for alvor ender i en rolle som (smags)dommer. Centeret vil som klageorgan med stor sikkerhed blive en langt større torn i øjet på de fremmedfjendske i Dansk Folkeparti. Medmindre centeret da er blevet for kuet til at varetage opgaven. Et mere uskønt forløb er svært at forestille sig. Og det er alt sammen statsministerens eget og direkte ansvar.