MAN KAN DÅRLIGT fortænke præsident Bush i, at han har behov for at behage vælgerne i de stater, der kan afgøre det næste præsidentvalg. Desværre gør han det på den værst tænkelige måde, når han nu forsøger at appellere til vælgerne i de såkaldte stålstater ved at rejse en toldmur, der effektivt sætter en stopper for importen af udenlandsk stål. Straftolden skal nok redde amerikanske arbejdspladser og stemmer. Til gengæld vil de nye toldsatser både skade amerikansk økonomi, ødelægge verdensmarkedet for stål, reducere antallet af stålarbejdere i resten af verden og sandsynligvis sætte en ødelæggende handelskrig i gang. Det mest alvorlige er dog, at Bush får kastet grus i forhandlingerne om yderligere liberaliseringer af verdenshandlen. Hvorfor skulle resten af verden tage Bushregeringens ønsker om øget frihandel alvorligt, når den samtidig vender tilbage til en protektionisme, der ikke er set værre, siden Ronald Reagan i 1980'erne på tilsvarende vis slog ned på importen af stål. EU'S RASERI OVER straftolden er på sin plads. Men desværre klinger kritikken hult, når EU stadigvæk pumper milliarder af euro i sin egen stålindustri. Akkurat som i USA har de europæiske stålproducenter formået at fastholde statens beskyttende hånd over sig, så vi stadig har en global stålindustri, der aldrig har fungeret på reelle markedsvilkår. Derfor står både EU og USA i dag med en stribe af ineffektive og urentable stålfabrikker, hvor behovet for en kraftig modernisering er påtrængende. Den dårligste måde at sikre det på er ved at beskytte amerikansk stålindustri for konkurrence. I stedet for at rejse unødvendige toldmure burde Bush bruge kræfterne på at modernisere stålstaterne, der tilsyneladende er rustet fast i protektionismens tidsalder.