EN FORM for stabilitet mellem verdens stærkeste demokrati og verdens folkerigeste nation er blevet resultatet af det besøg, som USA's præsident George W. Bush netop har afsluttet i Kina. Væk er retorikken om Kina som en strategisk rival, nu handler det om at forankre den kinesiske ledelse i den globale alliance mod terrorisme. Det er samtidig interessant at notere, at officiel kinesisk kritik af USA er moderat og behersket, velsagtens fordi alle relevante beslutningstagere i det kinesiske system er klar over, hvor afgørende det er, at der er amerikansk deltagelse i Kinas reformproces på alle niveauer. Vi minder om, at Kina og USA var tæt på reelle krigshandlinger i Taiwan Strædet for knap seks år siden, at et amerikansk bombefly ramte den kinesiske ambassade i Beograd for knap tre år siden, og at et amerikansk spionfly blev tvunget til at lande på en ø i det sydlige Kina for knap et år siden. Disse tre kriser til trods har Beijing og Washington atter fundet en formel for positiv sameksistens, som tjener både vestlige og kinesiske interesser. BUSH ER hurtigt i sin embedsperiode nået til den erkendelse, at autoritære regimer har bedre muligheder for at gennemføre liberaliseringer, når de ikke er under pres. Kina står over for et generationsskifte i ledelsen, der sættes i gang til efteråret, og landet har derfor brug for stabile eksterne relationer for at sikre arbejdsro. Bush mindede også sine kinesiske værter om, at fri debat, åben kritik og politisk og kulturel diversitet ikke nødvendigvis fører til kaos. Om det budskab går ind hos rette vedkommende, er et åbent spørgsmål, men det er vigtigt, især for Kinas 'skabsdemokrater' (hvor de så end findes), at det bliver sagt. Kina står foran dramatiske omstillinger i økonomien. Millioner af kinesiske arbejdere stirrer ned i en afgrund af arbejdsløshed og social udstødning. Skal disse problemer løses, kræver det, at Kina fortsætter med at være blandt verdens største modtagere af direkte uden-landske investeringer, anført af amerikansk erhvervsliv. Men håbet fra vestlig side må også være, at liberali-seringerne ikke kun bliver økonomiske, men at Kina fremover åbner sig politisk og kulturelt på en sådan måde, at det også gavner dissidenter, taiwanere og tibetanere.