EFTER NOGLE måneder som fredet krigspræsident er hverdagen langsomt ved at vende tilbage for George W. Bush. Blandt de sager, der har ligget på præsidentens bord i Det Ovale Kontor og ventet på roligere tider, er den nye amerikanske miljøpolitik. Som bekendt valgte Bush som en af sine første embedsgerninger at afvise den såkaldte Kyotoaftale, der skulle lægge en global dæmper på udslippet af drivhusgasser. Siden da har vi ventet på at få at vide, hvordan den republikanske regering så ville gribe sagen an. I denne uge fik vi svaret, og det er nedslående. Kyotoaftalens krav om markante begrænsninger i udslippet af drivhusgasser er afløst af »markedsorienterede begrænsninger«. Det tør siges. Et nøgleord i den amerikanske plan er frivillighed. Ganske vist opstiller planen et mål om at bremse væksten i CO2-udslip frem til 2012, men den baseres udelukkende på frivillighed og skattebegunstigelser til dem, der tager nye energiformer i anvendelse. Og hvis ikke målet er nået om 10 år, vil regeringen overveje nye initiativer. Sådan skubbes ansvaret bekvemt videre til næste generation af politikere - og amerikanere. At Bush har døbt sin plan 'Renere luft - en lysere fremtid' er næsten ikke til at bære. MEN ER DET overhovedet nødvendigt at gribe ind nu, spørger den kritiske læser. Har miljødebattens enfant terrible , Bjørn Lomborg, ikke ret, når han maler et mindre dystert billede af klodens tilstand end det, vi hører fra miljølobbyen? Kan ske, men når det handler om behovet for at mindske udslippet af drivhusgasser, er der ikke noget at tage fejl af. Vidste De for eksempel, at den københavnske metro, der langsomt breder sine arme ud under hovedstaden, er bygget således, at den tager højde for en stigning i vandstanden på op til 40 centimeter? Det er på langt sigt, javist, men det siger dog noget om, at den globale opvarmning er noget, vi bør tage alvorligt. Og hvis indsatsen skal batte noget, skal USA være med. Amerikanerne udgør fire procent af klodens befolkning, men tegner sig for mere end en fjerdedel af dens energiforbrug. Derfor bør USA selvfølgelig også stå ved det tilsagn, Clinton gav om at tage et medansvar for Kyotoaftalen. Bush - og Lomborg - argumenterer, at det er for dyrt at gennemføre Kyotoaftalen i forhold til den miljøforbedring, der opnås. Vi er overbeviste om, at det i længden er for dyrt at lade være.