PÅ DR TV kan man se et populært program, der hedder 'Forsvundne danskere'. Sidst det kørte, var der mere end en million mennesker, der fulgte med - formentlig med en hemmelig trang til at fordufte med et par millioner og aldrig mere blive fundet. Sådan er det også med de folk, som den danske offentlighed - og hvem ved, retsvæsenet? - rager uklar med. De smutter på ferie med det samme og efterlader et bundløst hul af gisninger, formodninger, fornærmelser og anklager. Farums borgmester, Peter Brixtofte, er en af de forsvundne - dog ikke mere, end at han, som alle danskere ved, har opholdt sig på Lanzarote, hvorfra han via mobiltelefonen har kunnet følge med i den hjemlige opstandelse over sine meritter - og nu vender han tilmed hjem. DET ER EN god beslutning, men kun hvis det sker for at stille sig til rådighed for de undersøgelser, både dem, politiet er i gang med, og dem, som Farum Byråd har besluttet at iværksætte for at få belyst, hvad der er fup, og hvad der er fakta i Brixtoftes cirkus. Efter det, der er sket den sidste uges tid, er det vigtigt, at både Brixtofte selv og hans partifæller i Farum indser, at intet vil blive som før. Både byens borgere og det øvrige samfund har krav på, at hver en sten bliver vendt i de sager, der er kommet for en dag. Hertil kommer, at selve måden at styre Farum på må tages op til revision. Peter Brixtofte er en moderne udgave af feudaltidens bykonge og enevoldshersker. Hvor tungt han har siddet på magten i byen, der så længe er blevet beundret som liberalt eksperimentarium, fremgår af de næsten afmægtige forsøg, folk og fæ i Farum har gjort sig for at skabe sig et blot nogenlunde overblik over det morads, han efterlod sig. Det har været direkte pinagtigt at opleve, hvor centraliseret beslutningskraften og den faktiske viden om tingenes tilstand har været i Farum. Det er åbenbart kun i borgmester Brixtoftes hoved, at der eksisterer en viden om, hvordan forholdet mellem kommunen, boldklubben, sponsorerne, de store bygge- og anlægsprojekter osv. egentlig er. Måtte solskinstimerne have bekommet Peter Brixtofte vel. Hans eneste håb, og selv det er spinkelt, ligger i at acceptere de beslutninger, der blev truffet, mens han selv valgte landflygtigheden.