UNDER VALGKAMPEN udfoldede Venstres formand store anstrengelser for at fremstå som en midterpolitiker, der slet ikke var så ideologisk, at det gjorde noget. Efter valgsejren fik piben unægtelig en anden lyd. Område for område har VK-regeringen, med udlændingepakken som det mest markante eksempel, lagt op til forandringer, der erstatter fortidens konsensuspolitik med blokpolitik fra højre. Anders Fogh Rasmussen - som ikke tager de mange forlig ind over midten, der blev indgået under den tidligere regering, særlig tungt - fremstår igen som en minimalstatsstrateg med en principiel uvilje mod den del af den offentlige sektor, som ikke beskæftiger sig direkte med borgernære områder som sundhed, omsorg og pleje. DET SES ikke mindst af regeringens angreb på eksperter i de omkring 200 råd og nævn, de såkaldte smagsdommere. Med fremlæggelsen af forslag til finanslov for 2002 er billedet blevet endnu klarere. Det, som umiddelbart vil falde de fleste i øjnene, er nok regeringens markante farvel til den hidtil så højt profilerede danske bistands- og miljøpolitik, hvor der skal spares milliardbeløb. Men hertil kommer, at regeringen over de næste fire år vil sætte staten så meget på skrump, at titusinder af ansatte i centraladministrationen efter al sandsynlighed må vinke farvel til deres job, og at det statslige niveau i den offentlige sektor vil miste betydelig handlekraft. I indeværende år bedyrer både stats- og finansministeren, at der ikke vil blive tale om massefyringer, men i kombination med skattestoppet og årlige effektiviseringskrav i staten på to procent, vil det være tilfældet på sigt. Regeringens grundsyn er tilsyneladende, at folk i staten er overflødige papirnussere, hvis arbejde enten kan undværes, udliciteres eller forflyttes til det kommunale niveau, som det eksempelvis sker med daghøjskoler og modersmålsundervisning, hvor kommunerne selv må afgøre, om de vil prioritere indsatsen eller dreje nøglen om. MAN KAN ikke bebrejde regeringen, at den vil indfri sine løfter fra valgkampen og tilføre sundheds- og ældreområdet en lille håndfuld milliarder. Og selv om man kan være uenig i de kompenserende besparelser, er det naturligvis ikke urimeligt, at en ny regering omprioriterer. Beslutningen om, at staten i de kommende år skal skrumpe og skrumpe og velfærdsstaten overlades til kommunerne, er måske nok i overensstemmelse med klassisk, økonomisk liberalt tankegods. Men den står i skarp kontrast til valgkampens bløde linje, og når man samtidig må notere sig, at forskning og uddannelse svigtes på det groveste, må det konstateres, at regeringen endnu mangler at fremlægge et troværdigt bud på den velfærdsstats fremtid, som den nu står i spidsen for.