EN FARS mord på sin datter er i sig selv en tragedie ud over det sædvanlige. Når datteren er født af kurdiske forældre og dræbes af sin far, fordi hun har giftet sig med en svensker og gjort oprør mod patriarkalsk undertrykkelse, får den en helt anden dimension. Og når den myrdede er en offentlig person, der stod som repræsentant for et helt miljø af undertrykte unge mennesker, udløser tragedien med rette en national debat. Mordet på Fadime Sahindal udlægges af mange som et tegn på, at integrationen på dette område er slået alvorligt fejl. At drabet er en tragedie ændrer imidlertid ikke ved, at den ret beset er et håndgribeligt tegn på det modsatte. Fadime Sahindal blev myrdet, fordi hun i lighed med et stort og stigende flertal af andengenerations-indvandrere ikke kunne acceptere de ufri, dels traditionelt, dels religiøst begrundede normer i det hjem, hun var født i. Man må tro, at faderen dræbte hende i hadefuld desperation over, at hun havde valgt et andet liv - og fået opbakning til det, både af dele af den øvrige familie og af det svenske samfund. Oprøret mod forældres og især fædres magt er for længst gennemført i lande som Sverige og Danmark. Den frihed, det oprør har skabt, er tiltrækkende for alle, der kommer i berøring med den. Desperate patriarker, der bruger vold for at sætte sig imod denne realitet, er derfor dybest set magtesløse, selv om de i deres afmagt kan påføre andre lidelse og død. Den vigtigste lære af tragedien i Uppsala er derfor, at de unge af udenlandsk oprindelse, der vil et andet liv, har krav på samfundets aktive støtte, solidaritet og - om nødvendigt - beskyttelse. Det er vigtigt, at frihedens uundgåelige sejr også i miljøer, hvor den ikke er norm, fremmes, mens patriarkerne tvinges til at se i øjnene, at deres misforståede værdier ikke er gangbare i et moderne samfund.