NÆST EFTER KØNSDRIFTEN er jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse. Selvom de ofte gentagne ord stammer tilbage fra det 19. århundrede, er de tydeligvis stadig gældende. Ikke mindst når DSB og Trafikministeriet tørner sammen. Valget af det britiske Arriva til at varetage togdriften i Midt- og Vestjylland har skabt en krise mellem DSB og Trafikministeriet, som meget vel kan ende med, at DSB-bestyrelsen, anført af den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen, vælger at gå. Man forstår godt statsbanernes fortørnelse. DSB blev vraget på trods af et tilbud, der på papiret skulle have været væsentligt bedre end Arrivas. Omvendt har Trafikministeriet også haft god grund til at være endog meget forsigtig efter de triste erfaringer med det skandaleramte busselskab Combus, der havde for vane at operere med så billige priser i forbindelse med udbud, at det endte med massive tab og et busmarked i ynkelig forfatning. Det ville være uheldigt, hvis vi endnu en gang oplevede en statsvirksomhed ødelægge både sig selv og markedet. OM TRAFIKMINISTERIET har belæg for fravalget af DSB er dog svært at have en saglig mening om, al den stund at udvælgelsesprocessen har været hermetisk lukket. Regeringens privatiseringsambitioner taget i betragtning er det særdeles uheldigt. Risikoen for, at der opstår mytedannelser om kommende udliciteringer, er stor, hvis den første af slagsen er omgivet af hemmelighedskræmmeri og gensidige beskyldninger om snyd. Samtidig risikerer regeringen at gøre livet surt for sig selv, når det gælder ønsket om effektiviseringer af den offentlige sektor. De ansattes lyst til at lege med bliver ikke større, hvis de føler sig snydt på målstregen. Men alt det kan regeringen slippe for, hvis den skifter spor og sørger for fuld oplysning om, hvorfor DSB blev fravalgt til fordel for Arriva.