DANSK SPROGNÆVN kritiseres ofte for at have reduceret sig selv til en slags statistisk instans, der på tværs af god smag, æstetik, logik og sproghistorie ophøjer stavefejl og sproglige misforståelser til regler, bare de skønnes at være tilstrækkeligt udbredte. En del af kritikken synes at udspringe af et ønske om at fastfryse den sproglige udvikling eller at skrue den tilbage til kritikernes egen gymnasietid. Men noget af den forekommer på den anden side ret fornuftig. Den lov, der er Sprognævnets eksistens- og arbejdsgrundlag, pålægger ganske vist nævnet at »følge det danske sprogs udvikling« og »give råd og oplysninger«, men ikke at forme den sproglige udvikling. Formuleringen er vag nok til at give nævnet et ret betydeligt råderum og tillader det en mere aktiv og nyttig rolle. Den beredvillighed, hvormed Sprognævnet ændrer stavemåder og grammatiske regler og accepterer nye betydninger, skaber forvirring og underminerer det fælles begreb om sproglig korrekthed, som er nødvendigt for, at sproget kan blive ved at hænge sammen. VED I SÅ høj grad at afstå fra at udstikke og fastholde normer gør man de sprogligt ubefæstede unge og dårligere uddannede en bjørnetjeneste ved at bilde dem ind, at sproglige regler er ligegyldige eller til forhandling. Derved styrker man tendensen i retning af en sproglig klassedeling mellem dem, der behersker reglerne, og dem, der ikke har lært dem. Problemet vedrører ikke kun Sprognævnet, men også folkeskolens danskundervisning: I stedet for at presse alderen for engelskundervisning længere og længere ned bør man lære de små noget mere og bedre dansk - inklusive grammatik og andre formelle færdigheder. Det vil ikke bare gøre dem til sikrere og mere bevidste brugere af dansk, men også ruste dem bedre til at lære fremmedsprog, ikke mindst de fremmedsprog, som i modsætning til engelsk på 1.-klasse-niveau, kræver en forståelse for grammatik.