KAOS HERSKER i Argentina. Befolkningen plyndrer butikkerne, politiet skyder med skarpt, landet er i undtagelsestilstand, og præsidenten er trådt tilbage. Meget voldsommere og mere faretruende kunne kulminationen på de seneste 42 måneders recession næppe være blevet. Og hvad værre er, ser der ud til at ligge en lang, problematisk tid forude, før Sydamerikas mest europæiske land er tilbage på sporet. Hvad gik galt? Flere ting, men centralt står beslutningen i 1991 om at binde den argentinske peso til den amerikanske dollar. Dermed ønskede man at forsikre sig mod den hyperinflation, der i 1980'erne hærgede landet, og i første omgang var bindingen en kæmpesucces. De udenlandske investeringer steg markant, og Argentinas økonomi voksede frem til 1998 ganske solidt. Men der var to problemer med at binde pesoen til dollaren. For det første mistede Argentina dermed muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik, og dermed - som det britiske BBC udtrykker det - dansede landet disko med USA, på et tidspunkt hvor de hellere skulle danse tango efter de lokale økonomiske toner. For det andet fulgte den argentinske valuta med dollarens himmelflugt og underminerede dermed landets konkurrenceevne, et problem, der især blev akut, efter at Brasilien devaluerede i 1999. NU ER krisen så indtrådt, og vejen forude tegner grim. Grundlæggende har Argentina to muligheder. Enten devalueres pesoen, hvad der risikerer at føre til kapitalflugt og en gentagelse af 1980'ernes inflationshelvede, eller også indfører man dollaren som officiel valuta og mister dermed fuldkommen muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik. Begge muligheder er vanskelige og vil formentlig kræve hjælp fra Den Internationale Valutafond, IMF. Fonden har i visse kredse allerede fået en del af skylden for den nuværende krise, men selv om dens strenge krav til strukturreformer og offentlige nedskæringer givet har bidraget til den sociale uro, er det vigtigt at huske på, at det ikke er IMF, der har skabt krisen. Den har de argentinske politikere selv stået for og dermed fortsat den lange og triste tradition, der på et par generationer har forarmet et land, der tidligere hørte til verdens absolut rigeste. Og den uansvarlige kurs ser desværre ud til at fortsætte, senest med oppositionens taktiske afvisning af den nu afgåede præsidents forslag om at danne en national samlingsregering. Det eneste lyspunkt i Argentinas dystre krise er, at den er så selvskabt, at den efter alt at dømme ikke vil brede sig til resten af regionen. Men det hjælper jo ikke de stakkels argentinere meget.