I DANMARK STÅR de vedtagne sandheder om, hvor godt vi egentlig går og har det, nærmest i kø. Skulle vi i et sekund eller to føle ubehag eller decideret lede ved vor samfundsmodels perverse materialisme eller systematiske omsorgssvigt på en lang række områder, så skyder vi det hurtigt fra os. Måske fordi sandheden om de indbyggede dårligdomme i vores velfærdssamfund er for ubærlig, eller måske fordi vi, med et blik på vederstyggelighederne i andre dele af verden, i vor velstand ikke føler os berettigede til at himle op, endsige gøre oprør. EN AF DEM, der gjorde oprør, var Villy Sørensen. Han døde i forgårs og blev i fornemme nekrologer hyldet først og fremmest for sine fremragende filosofiske og litterære fortjenester. På denne plads skal det også noteres, at arven efter den vise mand med skisokkerne og den høje pande, i høj grad også er politisk. Som det kommer til udtryk i titlen på alle tiders mest solgte danske debatbog, insisterede Villy Sørensen på den politiske midtes ret - og pligt - til oprør, til kompromisløs samfundskritik. Med en lettere omskrivning af hans egne ord står det selv i et land som Danmark stadig så galt til, at det gale er let at få øje på, selvom vi har fået det så meget bedre, at det samtidig er lettere at se bort fra. Villy Sørensen, litteraturens modernistiske og højtflyvende banebryder, havde jordforbindelsen i orden. Han var levende engageret i almindelige menneskers livsvilkår og slap modsat så mange andre veluddannede, der lod sig forblinde af ideologisk fundamentalisme eller blot valgte at nyde livet i socialgruppe 1, aldrig uligheds- og vækstsamfundets absurditeter eller uretfærdigheder af syne. Når avisen ringede til nationens kloge mand udtalte han sig altid på baggrund af et overraskende detailkendskab til helt aktuelle begivenheder og problemstillinger. Viljen til radikal civilisationskritik kombineret med respekten for langsommeligheden, hvormed store ændringer kan og bør gennemføres i et demokratisk samfund, er den politiske arv, som Villy Sørensen, dobbeltblikkets sympatiske ultramodernist, efterlader sig.