NÅR DET er med rette, at EU-topmødets beslutning om at overlade det til et konvent at forberede den næste EU-reform er blevet kaldt historisk, så er det ikke, fordi konventet nødvendigvis vil barsle med revolutionære forslag. Tværtimod er konventets dagsorden: Der er ingen tabuer, men heller ingen facitliste. Sådan skal det også være. Nej, det historiske og positive er, at forberedelsen af en ny traktat for første gang er vristet ud af topdiplomaternes og regeringernes sfære. Vi havde gerne set, at det civile samfund havde fået en endnu stærkere placering. Men den kendsgerning, at flertallet på konventet vil være folkevalgte fra de nationale parlamenter og Europaparlamentet og ikke embedsmænd, er et stort skridt i den rigtige retning. At også EU's kommende medlemslande er repræsenteret på næsten lige fod med de 'gamle' vil trække i retning af det helhedsorienterede resultat, der er brug for. LAEKENERKLÆRINGEN om konventets opgaver betoner med rette, at demokrati, gennemsigtighed og enkelhed er nøgleord, hvis EU skal opnå den øgede demokratiske legitimitet, samarbejdet så åbenbart har brug for. Heller ikke her skal man forvente kvantespring. Men lidt mere politik, lidt mere ansvar og lidt mere beslutningskraft er der altså brug for. Topmødet, der måtte opgive at løse spørgsmål om EU-institutioners placering, der burde være banale, var i sig selv en påmindelse om, at det - uagtet Storbritanniens forestillinger om det modsatte - næppe er i topmøderne selv, man skal finde nøglen. Femten regeringschefer i et rum er nu engang ikke nogen særlig kompromisorienteret forsamling; også her må konventet kunne komme op med et bedre bud. Herhjemme har nogle hæftet sig ved, at den 75-årige Valery Giscard d'Estaing, der blev udset til konventsformand, hverken er ung eller kvinde. Da kravet med rette var, at der skulle være tale om en tidligere stats- og regeringschef fra et stort land, forekommer valget nu ikke så ringe. Ville Margaret Thatcher for eksempel have været bedre? Hvad Giscard angår, er han faktisk en ægte, engageret europæer, der i sin tid lagde grundstenen til euroen, der bliver virkelighed 1. januar, og som siden - ikke mindst sammen med forhenværende forbundskansler Helmut Schmidt - har fremlagt en lang række relevante tanker om EU's fremtid.