EN NY PERMANENT udstilling på Nationalmuseet siger meget om vores aktuelle selvforståelse og historieforskning - og om museumsvæsenets niveau for tiden. Forleden slog man dørene op for udstillingen om Danmark og danskerne mellem 1660 og 2000, og som det er fremgået af vores historiske anmelder Steffen Heibergs kritik, står det sløjt til med den faglige kompetence på det museum, der frem for noget skal forvalte og formidle Danmarks historie. Der er ingen ende på udstillingens fejl og misforståelser, og det tjener ikke Nationalmuseet til ære, at man frem for at få fadæserne rettet så hurtigt og diskret som muligt fremturer med søforklaringer. Men mængden af fejl er på den anden side så stor, at der stikker mere under end almindeligt sjusk og 'errare humanum est'. Nationalmuseets ledelsesproblemer er efterhånden legendariske, men museet er også en del af et mønster, som kendes fra mange andre kulturinstitutioner, hvor fagligt personale udskiftes med såkaldte formidlere, alt mens der bliver mindre og mindre faglighed at formidle. National-museet har gennem årene med rette høstet ros for sin evne til at præsentere danmarkshistorien på nye og spændende måder, og ingen vil plædere for en tilbagevenden til gamle dages støvede montrer og ophobninger af sære genstande. Men det nytter jo et fedt, at 'formidlingen' er i orden, hvis det, der formidles, er forkert. Desværre er det blevet en herskende forestilling både på universiteterne og på de kunst- og kulturhistoriske museer, at 'formidling' er noget, der findes i ren form - uden at være formidling af noget . Og tilsvarende: at man kan tage eksaminer i 'kulturformidling' og siden hen blive ansat som 'kulturformidler' uden sådan set at have noget at formidle. Hvis Nationalmuseet ikke blot retter sine formidlingsfejl, men også lærer af dem, så lyder læren: tilbage til fagligheden.