ALLE KRIGE i nyere tid har kostet journalister livet, men aldrig før er så mange dræbt på så kort tid som under krigen i Afghanistan. Den svenske tv-fotograf Ulf Strömberg blev tirsdag det ottende dødsoffer i det internationale pressekorps på mindre end tre uger. Under denne krig gøres indhug i pressekorpset med særlig brutalitet. Under f.eks. Vietnamkrigen stod pressefolk ikke over for samme lyst blandt lokale til bare at klynge dem op. Forskellen er ikke blot kulturel, men også at vietnameserne vidste, at pressen ikke blot var på USA's side, men at mange af dens repræsentanter søgte at afdække krigens sande ansigt. I Afghanistan ses vestlige journalister entydigt som agenter for USA. Det gør dem til Nordalliancens allierede og skydeskiver for Taleban. De fleste af de otte blev simpelthen likvideret som erstatningsmål for amerikanske soldater, som Talebankrigere ikke kan nå. Nogle af de nu omkring 1.500 udenlandske journalister i Afghanistan har de veritable formuer med, som det koster at købe sig til størst mulig sikkerhed. Journalister fra mindrebemidlede medier er de mest udsatte. At krig er vejen til berømmelse, driver nogen, eventyrlysten driver andre, men uendelig mange drives frem for alt af jagten på sandheden. I AFGHANISTAN er den slags folk særligt uundværlige, fordi de officielle oplysninger er endnu mere sparsomme og formentlig ditto løgnagtige end selv under Golfkrigen, hvor det var slemt nok. Vietnamsyndromet plager både magten og medierne i USA, altså opfattelsen af, at USA tabte dengang, fordi pressen faldt de amerikanske styrker i ryggen. Det syndrom er en del af forklaringen på, at ledende amerikanske medier accepterer officielle krav om pressecensur, og at tv-stationer f.eks. følger retningslinjer som, at billeder af uskyldige afghanske ofre skal begrænses og altid følges af billeder fra terrorangrebet imod USA eller anden tydelig påpegning af, at Taleban og Osama bin Laden er skyldige og ikke USA. Det er journalister frigjort fra den slags krav, som kan levere de nødvendige reportager om krigens sande ansigt. Der er særlig grund til at hylde dem, som med livet som indsats jagter sandheden. Det gælder også sandheden om omfanget af drab på civile afghanere, hvis liv selvfølgelig ikke er mindre værd end vore kollegers.