DER KAN ATTER høres musik i Kabul. De første kvinder viser igen deres ansigter i gaden, mænd lader skægget falde, og den afghanske bys børn kan på ny sætte drager op. Efter 61 måneder er den ekstreme Talebanbevægelse fordrevet fra en stribe afghanske byer og sammen med den en lang række af bizarre for- og påbud - hvoraf nogle dog også var kendt i visse områder før Talebans magtovertagelse. Men generelt aner man nye tider i landet, som talebanerne nu skønnes at kontrollere mindre end en femtedel af. Det er svært at forestille sig nogen større beklagelse af det talebanske rædselsregimes fald, som nu tegner sig - også selv om man skal vare sig for at afskrive bevægelsen for hurtigt. Meget tyder således på, at mange af dens soldater er søgt mod egne, hvorfra de kan føre guerillakrig og dermed fortsat destabilisere landet. Fronterne og kontrollen har det med at bølge frem og tilbage i det hårdtprøvede land, der har været plaget af krig og blodsudgydelser i mere end tyve år. Og de seneste meldinger fra den talebanske leder, mullah Omar, giver hverken grund til at tro på nogen form for anger eller vilje til forsoning. Tværtimod: Også den talebanske svanesang genlyder af had og radikalisme. DER TURDE således være al mulig grund til at tøjle den optimisme, som har bredt sig efter Talebans uventet hastige tilbagetog. Ud over den militære risiko er der også betydelig usikkerhed om, hvem der nu kommer til at styre Afghanistan: En ting er i terrorbekæmpelsens navn at fjerne et afghansk rædselsregime, noget andet at erstatte det med et nyt og bedre regime. Det viser de seneste års erfaringer med al tydelighed. I begyndelsen af 1990'erne fremstod netop Taleban således for mange som den kraft, der kunne samle og genoprette Afghanistan, på et tidspunkt da blodige kampe mellem klaner og fraktioner kostede titusinder livet. Men der gik kun få år, før styret under den enøjede mullah Omar og hans mørkemænd transformerede sig til det religiøst vanvittige monster, der kun er blevet alt for velkendt. I dag fæster det internationale samfund med USA i spidsen så lid til den såkaldte Nordalliance af diverse mere eller mindre uforudsigelige krigsherrer, selv om alliancen i vid udstrækning udgøres af samme kræfter, der stod bag før-Talebantidens voldsomme blodsudgydelser, og som ironisk nok var årsag til, at USA i begyndelsen støttede Taleban. Det er et højt spil, man har vovet sig ud i. Nordalliancen har også i den aktuelle situation vist, at den ikke lader sig kontrollere eller styre af hensynet til internationale ønsker. De seneste dages hastige fremmarch mod Kabul og andre af Talebans højborge er blevet ledsaget af vidnesbyrd om voldtægter, drab og andre makabre overgreb, ligesom alliancen for få dage siden lod hånt om det internationale samfunds opfordringer om at holde sig ude af Kabul og rykkede ind. Oveni har alliancen stillet sig fuldt bag tidligere præsident Rabbani, der som en af sine første handlinger har lagt luft til den 87-årige ekskonge Zahir Shah som den samlende kraft, USA og dets allierede havde forestillet sig, ligesom alliancen har afvist tanken om, at soldater fra USA og dets allierede skulle være med til at stabilisere situationen i Afghanistan. MAN ANER kun alt for godt risikoen for nye opgør, blodsudgydelser og en generelt ukontrollabel situation i det etnisk komplicerede Afghanistan, hvis nabolande tilmed har store interesser på spil. Så sent som i går blev pakistansk militær sendt mod grænsen til Afghanistan for at sikre fortsat kontrol over situationen, mens menneskeretsgrupper advarede om faren ved at have forsynet folk som den brutale usbekiske krigsherre general Dostum med våben i forsøget på at løbe talebanerne over ende. En mere permanent løsning på Afghanistans fremtid må tage højde for denne situation, og det vil uundgåeligt være ensbetydende med, at FN placeres i en nøglerolle. En FN-løsning vil kunne sikre en samtænkning af hensynet til såvel lokale interesser som stormagtsinteresser og nabolande, der ellers vil være fristet af at pleje snævre egeninteresser - præcis som det er sket så mange gange før i Afghanistan. Den del af opgaven kan meget let vise sig lige så vanskelig som at komme den afghanskbaserede terrorisme til livs, som var udgangspunktet for det amerikanskledede angreb på Afghanistan. Men det er ikke desto mindre en opgave, som det internationale samfund er forpligtet til at påtage sig efter at have iværksat en militæraktion, som har bragt Afghanistan mod endnu en farefuld og usikker skillevej.