ET AF DE forholdsvis upåagtede emner i valgkampen er spørgsmålet om den danske u-lands-bistand. Her er et emne, som man kunne forestille sig, at Dansk Folkeparti ville interessere sig for på en positiv måde. Den globale verdens elendighed er blevet vores egen, og dyb fattigdom skaber en uhyggelig grobund for de flygtningestrømme, som partiet slet ikke ønsker til Danmark. Tværtimod - partiet himler jævnligt op om nødvendigheden af at skaffe hjælp til nærområderne - læs: områder fjernt fra Danmark. På samme måde med V og K, som i valgkampens løb har gjort en del ud af budskabet om, at vi modtager alt for mange udlændinge i Danmark, som vi ikke kan integrere. På den baggrund skulle man tro, at u-lands-bistanden ville være en kærkommen foranstaltning - en politik, der bør støttes og udbygges i bred enighed. SÅDAN FORHOLDER det sig ikke. På det tidspunkt i historien, hvor terrorangrebet på World Trade Center i New York har medført en ny krig i Afghanistan - en krig, som vi alle både indser den akutte nødvendighed af, samtidig med at den deprimerer os dybt - er den borgerlige fløj indstillet på at reducere Danmarks bistand til tredjeverdenslandene. Det er en helt forunderlig mangel på logik. Danmark giver 1 procent af bruttonationalindkomsten i u-lands-bistand og er således det land i verden, som giver den største andel pr. indbygger. Procentandelen er fastlagt af Folketinget, og den svinger med bruttonationalindkomsten. Sidste år var den danske bistand på 12,05 milliarder kroner - en bistand, som ydes i overensstemmelse med verdens globale økonomiske og sociale udviklingstræk, som blandt andet inkluderer den epidemiske udbredelse af hiv/aids i udviklingslande og marginaliseringen af Afrika i det internationale system. Danmark fører en velrenommeret udviklingspolitik - ja, måske er udviklingspolitikken netop det område, hvor vi stadig kan ranke ryggen og bidage positivt til en bedre verden. Det er pinligt, at den borgerlige fløj ikke indser værdien og nødvendigheden af denne hjælp. Det er et af de træk i den borgerlige fløjdannelse, man vanskeligst kan forsone sig med.