I ET LEVENDE demokrati deler politikerne sig efter anskuelser, sagde grundlæggeren af denne avis, Viggo Hørup, engang. Og målt med dén målestok er den danske valgkamp anno 2001 ikke bare kedelig og blodfattig, den er nærmest stendød. For hvornår har vi i valgkampen hørt braget af det store 'klask', der nu engang må komme, når skarpt modstillede holdninger tordner sammen i det offentlige rum? Nej, vel? Et eksempel på den lydløse valgkamp var TV2-debatmødet i forgårs, hvor vi oplevede to statsministerkandidater, der nærmest skulle anstrenge sig for at hviske sig frem til en lille smule uenighed om nogle få procenter på finansloven. Men mere blev det ikke til. Ingen grundlæggende uenighed om retningen for velfærdssamfundet. Ingen grundlæggende uenighed om svarene på de store globale og indre udfordringer, vi står over for. Og en fælles ulyst til at debattere kontroversielle reformer på EU- og skatteområdet og i forhold til omprioriteringer i den offentlige sektor. Er der to, der står sammen om den danske velfærdsstat, er det os, var budskabet nærmest. Det budskab ville være til at bære, hvis man havde fornemmelsen af, at de to kandidater vitterligt var enige. Men er de det? Tvivlen herom nager unægteligt, hvis man bladrer lidt i Anders Fogh Rasmussens forkætrede manifest 'Fra socialstat til minimalstat' fra 1993. Afstanden fra dette frådende, ideologiske opgør med velfærdsstaten, som ifølge Fogh gør borgerne til 'slavesjæle', og de forelskede blikke, han i denne valgkamp sender til selv samme velfærdsstat, er immervæk til at tage at føle på. Og man må spørge sig selv: Kan et menneske virkelig gå så langt på så kort tid? Og kan han virkelig trække det borgerlige Danmark med hele vejen? AT DET SKULLE være tilfældet, kan naturligvis ikke udelukkes, eftersom Jens Otto Krags udtalelse om, at »man har et standpunkt, til man tager et nyt« må betegnes som et af de viseste i dansk politik. Men der er desværre også en anden mulighed: At Venstre - med Fogh i spidsen - ud fra rent valgtaktiske overvejelser har smidt minimalstatsbøger og ideologiske markeringer fra sig og er stormet ind mod den politiske midtercirkel, fordi det er her, stemmerne og magten ligger. I så tilfælde er Foghs Venstre i denne tid ikke bare i færd med at snyde os for en levende valgkamp mellem modstillede holdninger. Så er Danmarks liberale parti ude i et dybt opportunistisk ærinde, der tangerer vælgerbedrag.