USA'S OG VERDENS reaktion på terrorangrebet 11. september har allerede skabt resultater: Den verdensomspændende koalition mod terror, der blandt andre omfatter alle stormagterne, vil stække, om end ikke eliminere, fremtidig international terrorisme. Den fornyede politiske vilje til frihandel kan ifølge Verdensbanken - hvis den fører til et gennembrud på topmødet i Doha - i de kommende år løfte mere end 300 millioner mennesker ud af dyb fattigdom. Selv om det holder hårdt med at opnå egentlige gennembrud, har fredsprocesserne i Mellemøsten, Nordirland og Makedonien alle fået nyt liv efter 11. september. Og der er nu udsigt til en ny forståelse mellem Washington og Moskva, der kan føre til en massiv nedskæring af de forhenværende modstanderes atomarsenaler. Til gengæld er der endnu ikke opnået håndgribelige resultater i krigen i Afghanistan, der som det mest dramatiske element i indsatsen også har tiltrukket sig langt den største opmærksomhed. AT BÅDE ueksploderede klyngebomber og nedkastede nødhjælpspakker hidtil har været indpakket i gul plastik er et skarpt og grimt billede på, at luftbombardementerne indtil nu hverken har gjort det muligt at opnå krigens militære eller humanitære mål. Det eneste sikre er, at de civile tab gradvis stiger, mens målet om at uskadeliggøre Osama bin Laden og befri afghanerne for talebanernes undertrykkelse ikke synes at være rykket nærmere. Selv om en egentlig besættelse af Afghanistan af gode grunde ikke står på USA's dagsorden, forekommer det indlysende, at der skal landstyrker til, hvis resultaterne i overskuelig fremtid skal komme til at stå mål med de menneskelige omkostninger. Det er forstemmende, at luftkrigens fortalere endnu en gang i første omgang har formået at oversælge deres morderiske vare. Jo, Kosova-krigen blev vundet uden brug af vestlige landstyrker, men den er en undtagelse, som skyldes helt særlige omstændigheder, der ikke er til stede i Afghanistan. På langt sigt er der næppe tvivl om, at USA kan og vil nå sine mål i Afghanistan. Men det er vigtigt at fastholde, at det bør ske på en måde, der sikrer, at de civile tab bliver så små som muligt, og at der tages et samlet, humanitært, men også politisk og økonomisk ansvar for afghanernes fremtid. Samtidig må det huskes, at den globale kamp mod terrorismen og dens rødder har mange andre fronter end den i Afghanistan og kalder på mange andre midler end de militære.