FORVIRRINGEN OG mudderkastningen om udlændingepolitikken har i de sidste dage nået nye højder. Partierne overgår hinanden i forsøg på at imødekomme befolkningens formodede utryghed, og det bliver stadig mere uoverskueligt, hvem der egentlig vil gøre hvad og hvorfor. Men måske er der håb om, at både den ene og den anden Rasmussen er ved at indse, at den nuværende forvirring og overbudspolitik ikke er vejen frem. Sådan kan man i hvert fald vælge at opfatte både Nyrups og Lykketofts meldinger om, at de ser positivt på Anders Fogh Rasmussens forslag om et nationalt kompromis på området. Den politiske realitet er jo også, at spørgsmålet om, på hvilke vilkår man kan komme til Danmark, og hvilke rettigheder mennesker med fast bopæl her i landet skal have, ikke egner sig til at blive afgjort af et snævert flertal i Folketinget. TILBAGE STÅR spørgsmålet om, hvilke partier der har noget at bidrage med, hvis en mere varig løsning skal skrues sammen. Her er Anders Fogh Rasmussens holdning, at ingen skal udelukkes på forhånd, mens Mogens Lykketoft i går slog fast, at Dansk Folkeparti - i lighed med Enhedslisten, som Nyrup tidligere har udelukket - ikke hører hjemme i den sammenhæng. Dette synspunkt kan ikke afvises med, at udenrigsministeren hermed prøver på at dømme en del af Anders Fogh Rasmussens parlamentariske grundlag ude af banen. Heller ikke Anders Fogh agter jo at indgå forlig med Pia Kjærsgaard om for eksempel Europa-politikken. Det betyder ikke, at hendes mandater ikke indgår i et eventuelt borgerligt flertal. Og også regeringen vil jo se bort fra en del af sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, i denne sammenhæng. De fleste danskere vil være trygge ved, at et forlig om udlændingepolitikken, der spænder fra Venstre til SF, og omfatter alle de regeringsbærende partier herhjemme, vil være både forsvarligt i sit indhold og politisk langtidsholdbart. Poul Nyrup og Mogens Lykketoft bør derfor holde fast på deres tilbud om et nationalt kompromis, selv om det også indebærer en kritisk gennemgang af deres egen hidtidige indsats. Til gengæld bør Anders Fogh Rasmussen besvare et enkelt spørgsmål: Vil han virkelig afskære sig fra at få realiseret en af sine egne kongstanker, blot fordi han mener, at Pia Kjærsgaard har noget enestående at bidrage med på netop dette område? Hvis det er Venstres politik, er det Venstre, der må bære ansvaret for fortsat forvirring, handlingslammelse og mudderkastning.