DEN KINESISKE Falun Gong-bevægelse og fodboldspillet var også indstillet, men Nobelkomiteen spillede det sikre og helt rigtige kort, da den i går gav FN og Kofi Annan personligt fredsprisen til deling. I en tid, hvor krig og ufred er rykket massivt ind på nethinderne overalt i verden, er der ikke brug for at sende et kuriøst signal om sportens fredsskabende effekt eller zoome ind på forholdene i Kina, hvor megen grund der end måtte være til det. Verdenssamfundet er endnu rystet over begivenhederne i USA 11. september, og overalt har frygten for, hvad den næste dårlige terrornyhed vil handle om, slået rødder. Terroren og de efterfølgende krigshandlinger i Afghanistan er den dagsorden, hvor om alt drejer sig. Med årets tildeling har Nobelkomiteen i Oslo sendt et superaktuelt og umisforståeligt signal til det internationale samfund, herunder til USA, om den rolle, som komiteen mener, FN bør have i den øjeblikkelige situation. KOFI ANNAN, der er ud af en høvdingeklan i Ghana, er ubestrideligt en meget effektiv og vellidt leder af De Forenede Nationer. Til de operationelle succeser, han kan notere sig - særligt inden for det fredsbevarende arbejde og i arbejdet med at effektivisere FN-mastodontens bureaukrati - kommer, at Annan, der er den første sorte FN-generalsekretær fra Afrika syd for Sahara, fremstår som et menneske, man kan have tillid til, en mand med stor moralsk integritet. Ved at give en pris til FN netop nu er Nobelkomiteen med til at øge organisationens prestige og betydning og betone, at det er i FN-regiet, først og fremmest i FN's Sikkerhedsråd, at både enkeltnationer og alliancer skal hente legitimitet, hvis de vil betjene sig af militære magtmidler for at løse konflikter. Der skal nok være dem, der vil beskylde valget af FN, som et ikke blot sikkert, men også forudsigeligt og kedeligt valg. Til dem er blot at sige, at dramatik og uforudsigelighed er der mere end rigeligt af i verdensteatret for tiden, og at den processuelle, kollektive tilgang, som FN inkarnerer komplet med høringer, forhandlinger, mægling og resolutioner med mere, er den eneste vej fremad - hvis det vel at mærke suppleres med den form for situationsfornemmelse og vilje til handling her og nu, som netop Kofi Annan også står for. Tillykke til - og med - De Forenede Nationer.