Europa må skynde sig med svar på terrortruslen, men ikke forhaste sig og kalde noget løsninger, som viser sig ikke at være det, siger Jytte Klausen i dagens sidste interview i serien om islam i Europa. Vi kan vente meget mere ballade i gaderne fra unge muslimer, for ingen europæisk regering gør nok for at løse problemerne for og med muslimerne, siger Klausen. Uendelig meget er dog forsøgt gjort, men rådvildheden er stor. Politikens mening med at drage ud i Europa for at spørge mere eller mindre troende muslimer, fritænkere og forskere var at søge et spadestik dybere, nu da krisen om Muhammedtegningerne er kommet lidt på afstand. Kunne der virkelig siges mere, spurgte vi os selv, men opdagede, at der kan siges meget mere. Meningen med serien var at bibringe den hjemlige debat med få faste aktører et større udsyn og søge at indfange omridset af hele billedet af muslimsk indvandring i Europa. Det drejer sig om kun tre procent af befolkningen, et lille mindretal, som i faretruende vendinger omtales som en gruppe. Men når man møder de intellektuelle muslimer derude i Europa, åbenbarer de sig, ikke overraskende, som uhyre mangeartede med lige så mange forskellige meninger som alle andre. Flere af vore interviewofre har midt i deres klogskab vist stor personlig splittelse mellem to verdener. De vil gerne bidrage til integration, men mødes af lukkede samfund. Forfatteren Tahar Ben Jelloun var den, der udtrykte størst begejstring for sin dobbelte - in casu fransk-marokkanske - identitet. Som kunstner kan han skrive sig ud af en dyb melankoli, der mærkes i hans svar og bøger. Flere af de interviewede begræder muslimers mangel på selvkritik og selvironi og ønsker kritik af islam, som ikke bare er despekt. Dansk-iraneren, fritænker Mehdi Mozaffari siger ganske præcist, at tilbageholdelse af kritik indebærer fare for, »at vi opfatter muslimer som halvmennesker, der ikke kan behandles som alle andre«. Muslimer må hjælpes og skubbes til at overvinde nærtagenheden, men det kræver, at animositeten over for dem som gruppe overvindes. Den tysk-egyptiske Riem Spielhaus siger om dialog mellem den kristne og muslimske verden: »Verdener kan ikke tale sammen. Det kan kun mennesker«. Europæiske samfund må åbne sig for muslimer, ikke ved, at alle skal spise halalkød eller fordrive mænd fra børnehaver, som nogle muslimer ønsker. Men samfundene må gøre det muligt, at muslimer inddrages i partier, fagforeninger, skoler, børnehaver, sportsklubber og studiekredse. Det må stå klart, som alle interviewede bortset fra imam Sajid er enige om, at religion er en privat sag, som der ikke er brug for mere af i det offentlige rum. Men enhver restriktion over for religionsudøvelse må væk, også modstand imod moskébyggeri. Og hvorfor ikke gøre som Belgien og sætte imamer på finansloven? Spørgsmålet, hvad europæiske samfund kan gøre for at beskytte sig selv imod fundamentalisters terror, hænger sammen med spørgsmålet om, hvordan vi integrerer og beskytter muslimer. Terrorisme kan ikke bekæmpes uden den fulde inddragelse af muslimer i samfundet. Det kræver tillid til samfundsinstitutioner f.eks. at melde om mistænkelige personer i sin kreds eller på anden måde melde sig som aktiv allieret for myndigheder i terrorbekæmpelsen. Det er en begyndelse, at efterretningstjenester har indset, at problemet ikke klares med øget overvågning. Men en af farerne er, at regeringer primært allierer sig med de mest velorganiserede muslimer, som ofte er imamerne og deres menigheder. De verdsliggjorde muslimer er sjældent organiseret. Imamer som Sajid kalder sig brobyggere, men vi skal ikke bygge med kun religiøse stolper. Interviewene om islam i Europa danner konturer af noget, som kan kaldes euroislam. Men de viser også, at det endnu ikke er en bevægelse. Dertil er der ikke nok kontakt mellem muslimske tænkere over Europas grænser eller mellem muslimer og samfund. Den hollandske sociolog af iransk oprindelse Farhad Golyardi mener, at en af forudsætningerne for udvikling af euroislam er, at også europæisk civilisation er åben for ændringer. Den tyrkisk-tyske Bilkay Öney mener, at euroislam reelt kun eksisterer i Tyrkiet, fordi landets kontrol med religionen har bidraget til reformering af islam. Hun peger på en af demokratiets modsætninger, at friheden giver bedst grobund for fundamentalistiske aktiviteter. Forholdet til Europas muslimer illustrerer næsten mere end noget andet, at radikalisme og terror kun kan bekæmpes ved at udvide og ikke indskrænke demokratiet. Forsøgene på indskrænkning ekskluderer snarere end inkluderer. Men er vi, som Mehdi Mozaffari mener, for dovne og for veltilpassede til at passe ordentligt på demokratiet? Han mener, at vi skal være parate til at bruge våbenmagt imod islamismen. Men dovenskab og til fare for demokratiet er det også at holde muslimer uden for de europæiske samfund.