Kan det være rigtigt, at man, 18 år efter at Israel og palæstinenserne kom på officiel talefod, skal være taknemmelig for, at de – måske – vil forhandle igen? Kan det være rigtigt, at det kræver amerikansk pres at få Israel til at indstille sit bosættelsesbyggeri i de besatte palæstinensiske områder? Kan det være rigtigt, at det kræver forhandlinger overhovedet at få nye fredsforhandlinger i gang? Desværre. I Mellemøsten tror man gerne, at det ikke kan blive værre, og normalt bliver man skuffet.

Det bedste, man umiddelbart kan sige om mødet mellem præsident Barack Obama og Israels regeringsleder, Benjamin Netanyahu, sent mandag, er, at de – måske – er enige om nye forhandlinger. Det er et ydmygt resultat. Antallet af israelske bosættere på den besatte Vestbred er tredoblet, siden Israel valgte at søge fred med palæstinenserne i 1992. Dengang boede 100.000 israelske bosættere på Vestbredden. I dag er tallet over 300.000, og antallet af bosættere i det besatte Østjerusalem er vokset tilsvarende. Det er ikke alene en trussel mod det palæstinensiske samfund, men også mod Israel selv. Kan de tre ledere skaffe fred? Ingen kan forvente, at den palæstinensiske regeringsleder, Mahmoud Abbas, skal klappe i hænderne for det nye tilbud om fredsforhandlinger. Han mangler at se, at Israel handler i overensstemmelse med sine løfter og begynder at afvikle sin besættelse og sin indespærring af palæstinenserne i Gaza. Det vil også tjene Israel.