I DANMARK HAR det gennem flere årtier været hverdag for flere hundredtusinder af voksne borgere i den erhvervs-aktive alder, at ingen arbejdsgivere har villet betale dem lønskalaens mindste beløb for deres arbejdskraft. I stedet for at få et job og opleve at blive bekræftet af det fællesskab, som enhver arbejdsplads udgør, har disse mennesker, samfundets ringest stillede, fået en månedlig check og en skæbne, ganske ofte, som langtids-parkerede i bistandssystemet. Det er sørgeligt at måtte konstatere, at den vanskelige diskussion om mindstelønnens størrelse er kommet på den politiske dagsorden netop nu, fordi et flertal af danskere har det sværere med at betale nye danskere for ikke at lave noget, end de gennem tiden har haft det med folk med den 'rette' hudfarve. Selv høj arbejdsløshed var man villig til at betale sig ud af, så længe det var 'gammeldanskere', der lå samfundet til byrde. Men det ændrer ikke ved, at der er grund til at bryde med fortidens mangel på solidaritet med de dårligst kvalificerede, de strukturledige, og spørge: Hvor længe endnu skal borgere, der befinder sig på kvalifikations-stigens nederste trin, friste en skæbne som udstødte, overflødige, passivt opbevarede? Hvordan kan der skrues en løsning sammen, som skaber et arbejdsmarked, der har plads til alle - også de svage, der har allermest brug for det? DET ER Erik Bonnerup fra regeringens tænketank om integration, der foreslår, at mindstelønnen skal sænkes for de dårligst uddannede indvandrere for på den måde at fjerne en af de væsentligste barrierer for at få det indtil nu umulige til at ske: at de kan få det job, som alle er enige om er den bedste vej til integration i Danmark. Som ventet var fagbevægelsens top hurtig til at plaffe forslaget ned. SiD's formand, Poul-Erik Skov Christensen, CO-industris formand, Max Bæhring, og LO's næstformand, Tine Brøndum, udtalte som med én stemme, at forslaget var ude af trit med virkeligheden, at indvandrerne ville blive opfattet som 'løndumpere', og at det ville skabe en ny gruppe af fattige. MAX BÆHRING mener, at forslaget »fordrejer overenskomsterne og banker os tilbage til stenalderen, hvis vi pludselig sænker mindstelønnen i Danmark«. Til det vil vi i første omgang sige, at det ville klæde Bæhring og co. for en gangs skyld også at kere sig om de mange, mange danskere, 'gamle' som nye, der har befundet sig i 'stenalderen', det vil sige helt uden for arbejdsmarkedet, alt for længe. I nyere tid har fagbevægelsen i Danmark udvist en påfaldende lille solidaritet med de danskere, der ikke har været i stand til at arbejde, samtidig med at man ikke har haft problemer med, at det i forbindelse med folk under uddannelse og i oplæring, lærlinge med flere, er fornuftigt at operere med en aflønning under mindstelønnen. Sagen er, at vi i Danmark har et lønsystem, der holder masser af mennesker ude fra arbejdsmarkedet, og at der må og skal findes en måde at bryde denne dårlige cirkel på. DA VELFÆRDSKOMMISSIONEN i 1995 fremlagde sin rapport, var forslaget om en sænkning af mindstelønnen i kombination med skattelettelser ikke medtaget på grund af splid i regeringen. Men i udkastene til kommissionsrapporten var ideen medtaget, og den forekommer oplagt at tage op igen, fordi den gør det muligt for arbejdsgiverne at lade folk, de ellers ikke ville have givet en chance, få fodfæste på arbejdsmarkedet, uden at disse går ned i realløn og dermed bliver et nyt proletariat. Der findes formentlig andre modeller end den ovenfor skitserede. Det vigtige er at finde én, der både er gennemskuelig og målrettet, og som ikke skaber uro blandt dem, der får en normal løn. PERSPEKTIVET er ikke at skabe et nyt lag af ansatte, der permanent skal have en ringere betaling, men at sikre en kombination af aflønning og opkvalificering i form af uddannelse, som over tid kan løfte marginaliserede danskere ind i det medborgerskab, de for længe har været tvunget ud af. En ambition, der selvsagt gælder for alle , der bor her i landet. Det er som bekendt ikke kun folk med en ikkedansk baggrund, der trænger til at få en chance på arbejds-markedet, selvom de ringest uddannede indvandrere er ekstra hårdt presset og derfor har ekstra krav på nytænkning fra de folk i Systemdanmark, der bestemmer over deres skæbne.