Hvem synes ikke, det er fedt at score en flybillet for ingen penge? Men derfor kan latterligt billige flybilletter godt være en dårlig idé. Det er i hvert fald ikke rigtig klogt, at Europa er tæt pakket med lufthavne og flyruter på selv korte strækninger, mens togtrafikken må slås for at vinde hævd. Men der kan være nok så gode argumenter for, at tog på korte og mellemlange stræk er mere miljø- og CO2-venlige. Hvem gider rejse med tog, hvis det er dyrere og mere besværligt? Det kan der gøres noget ved. Togrejser kan både blive hurtigere og billigere. Og flyrejser, ikke mindst på korte og mellemlange stræk, kan blive en mere pebret affære, hvis miljø- og klimabelastning indregnes i billetprisen. I det lys kan det være udmærket, at forbundskansler Angela Merkel foreslår en ny afgift i lufthavne. Det er ikke store penge, hun snakker om, måske 100 kroner for korte flyture og 200 for de lange stræk. Pointen bør ikke være at suge nogle flere penge ind i skatteregnskabet. Men Europa, også Danmark, har brug for gevaldige investeringer i hurtige togforbindelser.
Og det vil kun være naturligt at lade flytrafikken betale mere for sin miljø- og klimabelastning og at lade det bidrage til bedre togforbindelser.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.