Hvis man har svært ved at få øje på den afgørende forskel på Venstre og Socialdemokraterne i dag, er den særlige startydelse til udlændinge en af de sidste klare markører: Mens regeringspartierne og Dansk Folkeparti insisterer på, at flygtninge ikke må få almindelig kontanthjælp i de første syv år i landet – og derfor skal affinde sig med en ydelse, der ligger under EU’s fattigdomsgrænse – holder oppositionen fast i, at alle indbyggere i Danmark bør behandles lige. Forskellen handler om mere og andet end synet på etniske minoriteter: Forskellen handler om synet på den danske velfærdsmodel. Om man tror på, at ledige kommer bedst og mest varigt i reelt arbejde, ved at de sociale ydelser sænkes, eller ved at man opkvalificerer folk fagligt. På overfladen er alle partier umiddelbart enige om, at den sidste strategi er mest fornuftig. Som V-formand Anders Fogh Rasmussen har udtalt: »Der er ikke mange penge at slå til søren for på en overførselsindkomst. Det hænger ikke sammen socialt at skære ned her. Det siger jeg nu – og det siger jeg også efter et valg«. Både regeringen og oppositionen støtter dermed den danske velfærdsmodel – når det gælder flertallet af befolkningen, vel at mærke. Siden 2002 har regeringen imidlertid udsat herboende udlændinge for et socialpolitisk eksperiment. Som en ekstra tilskyndelse til at søge arbejde har flygtninge og indvandrere modtaget den særlig lave startydelse. Og interessant nok viser det sig nu, at eksperimentet er lykkedes, delvis. Ifølge en undersøgelse fra Rockwool Fonden er der rent faktisk flere flygtninge, der kommer i arbejde, når man tager pengene fra dem. Men kun ganske få. Eksperimentet har tvunget blot 1 ud af 20 flygtninge i reelt arbejde. Restgruppen på 3 ud af 4 må nu leve under fattigdomsgrænsen. Den samlede forarmelse er altså langt større end den marginale fremgang. Hvis en så beskeden beskæftigelseseffekt kan siges at være en succes, må man med rette spørge: Hvorfor så ikke udbrede ordningen til at gælde alle danskere? Hvis regeringen mener sin politik alvorligt, bør den vel gå skridtet videre – og skære i kontanthjælpen til alle? Regeringen må jo selv tro på, at frygten for forarmelse er en endnu stærkere tilskyndelse til at søge job end håbet om et bedre liv. Ellers giver startydelsen ingen mening. Efter udlændingedebatten kan der således komme en virkelig velfærdsdebat, hvor forskellene på blokkene atter bliver synlige.