Det er velgørende, at regeringen nu prøver at slå sig ud af krisen. Først med fremlæggelsen af en ambitiøs 2020-plan. Så med en rokade i Socialdemokratiets ledelse, der spektakulært åbner for Henrik Sass Larsens genopstandelse i dansk politik. LÆS OGSÅSass Larsen er valgt til gruppeformand Posten som gruppeformand i det største regeringsparti er central, og oppositionen har alt for længe haft fred og ro til at nyde livet i hængekøjen. Lever Sass op til forventningerne, vil det blive mindre bekvemt at lurepasse i den kommende tid. Det er kun godt. Men det er ikke personspørgsmål, der kommer til at afgøre regeringens fremtid. Det gør forløbet af de politiske forhandlinger om den reformpakke, regeringen har præsenteret. Her står det hele på spil, og selv om det er højst risikabelt at lægge så omfattende reformer ud til åben debat, uden sikkerhed for at der er parlamentarisk opbakning, kan det kun hilses velkommen, at regeringen nu har gjort det klart, hvad den vil. Den vil ikke føre blå politik, der går ud på at gøre det allerhøjst nødvendige i form af nedskæringer og begrænsninger i det offentliges vækst, så der på en god dag i 2020 er balance i dansk økonomi. Regeringen vil gå de ekstra skridt, der skaber råderum til de tre store prioriteter: uddannelse, arbejde til de unge og grøn omstilling.

Det gør hele forskellen og giver håb om, at der også kan være økonomi til velfærd efter 2020. Om det er blå politik, som Venstre nu påstår, vil vise sig. Vil Venstre støtte de reformer, der skal til for at skabe råderum til fremtidsrettede investeringer, er de mere end velkomne. Vil de ikke, står det klart, hvor den store skillelinje går i dansk politik. Enhedslisten har det omvendte problem. I virkelighedens verden kan pengene til uddannelse, de unge og den grønne omstilling ikke skaffes ved at brandskatte en fiktiv gruppe ekstremt rige yderligere. Der skal virkelige reformer til, reformer, der også kommer til at gøre ondt. Vil Enhedslisten være med til at sikre regeringens parlamentariske grundlag, så den står stærkt i forhandlingerne med de blå? Eller vil de kun være med til at bruge pengene og dermed jage regeringen i armene på de blå, når de skal findes? Vi kender hverken det blå svar eller Enhedslistens. Men nu ved vi, at vi har en regering, der hen over midten står sammen om et reformprogram af den art, der skal til. Det er ikke det værste sted at stå. bl