DRONNING Margrethe har med bogen 'Margrethe' leveret nye argumenter til alle dem, der ønsker kongehusets beføjelser begrænset. Dronningen roder sig således ud i et kejtet og misforstået forsøg på at politisere. Hun lægger bl.a. afstand til sin egen nytårstale fra 1984, den om de »dumsmarte bemærkninger«: »Hvis jeg ser på den med dagens briller, er den rablende naiv. Den er holdt i tiden, og ingen kunne vide, hvilken udvikling vi var midt i. Blot et par år senere havde jeg aldrig vovet det. Da var emnet blevet politisk«. Men var det virkelig så »rablende naivt«, det hun sagde dengang? Her er de ord fra 1984, som hun nu finder upassende: »Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores 'danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt«. Er dét virkelig »rablende naivt«? Nej. Udtalelsen er udtryk for en medmenneskelighed, der er så universel, at den næppe kan kaldes politisk. Men hvis hun selv mener, at den er for politisk, virker det underligt, at hun samtidig kritiserer danskernes eftergivenhed over for islam på følgende vis: »Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante - og temmelig dovne«. Og videre: »Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig. For der er visse ting, man ikke skal være tolerant over for«. Disse ord kan ikke tolkes som andet end en politisk udmelding, hvilket også viser sig ved, at ordene straks blev sat på toppen af Jyllands-Postens forside. REALITETEN ER, at dronning Margrethe udstiller en opportunisme, der er uklædelig for en regent. Hvor hun i 1980'erne forsvarede almenmenneskelige værdier, forsøger hun nu at flyde med meningsstrømmen. Efter bogen kan vores monark derfor ikke længere gøre krav på at være hævet over den almindelige debat. Fra nu af må hun bedømmes som enhver anden debattør. Og foreløbig falder bedømmelsen ikke heldigt ud, skønt bogen også rummer tænksomme passager, der viser et mere sympatisk billede af regenten. Dronningen forsøger at tænke højt - hvilket hendes udtalelser om samarbejdspolitikken også viser - hvilket imidlertid ikke lader sig gøre som apolitisk statsoverhoved. Ironisk nok leverer dronningen samtidig et forsvar for kongehusets politiske privilegier. Hun vil gerne holde fast i en rolle, der er mere end ceremoniel. Om det kan der siges både pro et contra. Men én ting er sikkert: Statsoverhovedet i vores konstitutionelle monarki bør være den sidste til at blande sig i debatten. Med bogen accelererer Margrethe en udvikling, der allerede er godt i gang. Kongehuset er ikke længere hævet over kritik og debat. Og den udvikling, der på længere sigt kan underminere monarkiets legitimitet, er dronning Margrethe i hvert fald ikke med til at vende med sine problematiske udtalelser i denne nye bog.