ALLE PARTIER vil gerne opfattes som midterpartier. Derfor er de reelle uenigheder i forhold til den økonomiske fordelingspolitik - der traditionelt set opdeler det politiske spektrum i en højre- og en venstrefløj - i dag nedtonet til et absolut minimum. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gør således alt, hvad han overhovedet kan, for ikke at træde nogen over tæerne, her ganske få måneder før næste folketingsvalg. Selv Dansk Folkeparti forsøger nu at klistre etiketten 'midterparti' på sig selv. Og på weekendens to politiske landsmøder gentog først Kristendemokraterne og kort efter også Konservative et gammelt valgsprog fra Poul Schlüters tid: »Ideologi er noget bras«. Indhyllet i partiets nye grønne farve, British Racing Green - der normalt bruges til at lakere dyre biler med - og med formand Bendt 'Bentley' Bendtsen i spidsen søger Konservative så demonstrativt ind mod midten, at selv betegnelsen 'Danmarks borgerlige parti' er blevet droppet. Nu skal miljøminister Connie Hedegaard i stedet skubbes forrest i et forsøg på at signalere en lidt blødere værdipolitik, compassionate conservatism. Kodeordene er: fællesskab, orden og ansvar. DENNE KONSERVATIVE værdipolitik er alt andet end enestående. Tværtimod er den mindst lige så populær blandt vælgerflertallet som den socialdemokratiske velfærdspolitik - og derfor forsøger næsten alle partier i dag at kombinere konservativ værdipolitik med socialdemokratisk velfærdspolitik. Men når alle forsøger at ligne hinanden, bliver nuancerne så meget desto vigtigere. Ikke mindst fordi et stigende antal vælgere beskrives som 'tvivlere'. Op mod en tredjedel af de danske vælgere flytter sig således - mere eller mindre tilfældigt - mellem partierne fra valg til valg. Og disse udslagsgivende vælgere vil næppe stille sig tilfredse med blot at få den samme traditionelle midterpolitik - uanset om den så indpakkes i mørkegrøn eller gammelrosa. Risikoen ved forstoppelsen på midten er derfor ikke - som man umiddelbart skulle tro - at partierne begynder at ligne hinanden. Problemet er snarere, at de hver især tvinges til at profilere sig spektakulært på små symbolske mærkesager, som fjerner fokus fra de reelle prioriteter. Paradokset er altså, at jo mere partierne søger mod midten, jo mindre bliver deres tilbøjelighed til at diskutere fælles problemer.