Chokket kom i flere omgange. Først at det var sket. Så nær og så voldsomt. Dernæst det frygtelige omfang, ungdommen, ofrene. Og til sidst den skræmmende kynisme i udførelsen. Siden har eftertanken meldt sig. Medfølelsen og solidariteten med Norge og de mange, der mistede livet eller pårørende. Efterfulgt af respekten for det norske samfunds og de nærmestes værdige og civiliserede håndtering af sorgen, fortvivlelsen og vreden, personificeret ved statsminister Jens Stoltenberg og hans fine evne til at sætte ord på alt det, chokket efterlod. LÆS OGSÅNorsk forfatter ser tilbage på året, der forsvandt

Retssagen har været lang med sine ubærlige udpenslinger af de rædselsfulde begivenheder på øen. Det har været tungt at give forbryderen opmærksomhedens tilfredsstillelse. Men der ligger en selvstændig pointe i, at retssamfundets normalitet også anvendes i dette ekstreme tilfælde. Vi må leve med, at en i sig selv ubetydelig person kan forvolde stor skade og påføre uskyldige uoprettelige tab. Det er meningsløst. Det skete i Norge for et år siden, og det kan desværre ske igen.