Konsulentordningen ved Det Danske Filminstitut er kommet under beskydning, efter at en række prominente filminstruktører har fået afslag. Først gik det uperfekte menneske Jørgen Leth fra instituttet i vrede, efter at en konsulent havde foreslået, at han skulle bruge moderne teknologi som mobiltelefon og internet. Og nu er det Cirkelines far, Jannik Hastrup, som er vred over et langt forløb, hvor konsulenten blandt andet har foreslået at tage bestemte scener ud af hans nye film om livet i et asylcenter. LÆS OGSÅFilminstituttet anklages for at diktere støttefilms indhold Der er heldigvis et stort potentiale af filmtalenter i Danmark med gode ideer. Næsten alle skal igennem Filminstituttets nåleøje for at finde finansiering til deres projekter. Det skaber et voldsomt pres på de få konsulenter, som skal vælge og ikke mindst vrage, og konsulentordningen har alle dage været ledsaget af kritik fra utilfredse instruktører, som har fået afslag. Konsulentordningen bliver ofte omtalt som 'den mindst ringe' løsning, men sagen er, at den på fin vis sikrer danske kvalitetsfilm, som ikke er betinget af markedet.
Film er så dyre, at hver enkelt produktion må overvejes nøje, og der er ingen fribilletter, selv om man er et stort navn. Omvendt må Filminstituttet være parat til åbent at tage diskussioner om sine dispositioner op. Filmkonsulenter er fødselshjælpere, der skal forløse kunst, og ikke kunstnere, der skal udleve deres egne visioner gennem ansøgernes film. Det kræver en fin fornemmelse at guide film uden at overskride den kunstneriske blufærdighed hos den enkelte instruktør. Men det er præcis det, konsulenten er ansat til. Derfor er det også en uheldig måde at feje diskussionen væk på, når Filminstituttets direktør siger, at »vi tager bare stilling til de film, der kommer ind«. LÆS OGSÅJørgen Leth raser over filmkonsulents 'buzzwords' Faren for konsulentordningen synes ikke så meget at være konsulenternes dømmekraft eller indblanding som en tendens til lukkethed omkring beslutninger, som er både personlige og følsomme, men som ikke desto mindre er et offentligt anliggende. Dertil kommer, at sagsbehandlingen angiveligt kan trækkes så meget i langdrag, at det bliver et problem. Jannik Hastrups utilfredshed gælder først og fremmest et langsommeligt forløb, hvor der efter 20 måneder stadig er uklarhed om projektet. Her kunne konsulenterne måske lære noget af den timing, som er så vigtig for, at filmen fungerer, når den omsider rammer et lærred.
