Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Leder af<i>vs</i>

Hviderusland skal presses med kreativ fantasi

Lyt til artiklen

Verden bliver smukkere af folk som den svenske PR-gruppe, der fra fly kastede bamser med påskrifter som ’Legetøj imod lovløshed’ ned over Hvideruslands hovedstad, Minsk. Det er et lovløst samfund. Ikke fordi borgerne forbryder sig imod love, men fordi regimet gør det eller i strid med forfatningen ændrer love, så regimets greb strammes stadig mere. Efter gensidige udvisninger af diplomater fra Minsk og Stockholm måtte EU selvfølgelig gå ind i slaget om bamserne fra himlen. Men kan EU ikke gøre andet end blot mere af det samme, stramning af sanktionerne imod diktatoren Aleksandr Lukasjenko og medlemmer af hans regering samt tilbagetrækning af diplomater fra landet? LÆS OGSÅHviderusland anklager Sverige for bamse-aktion EU’s hidtidige sanktioner har tydeligvis ikke virket. Lukasjenkos undertrykkelse er kun blevet værre, siden han kom til magten i 1994. Der må derfor tænkes mere kreativt. Selvfølgelig skal vestlige regeringsledere ikke give sig til at sy bamser til hviderusserne, men bamseaktivisterne må inspirere til kreativitet.

Det skete for Slobodan Milosevic i Serbien, da han blev trængt væk fra magten i 2000 – primært af latterliggørelse fra ungdomsbevægelsen Otpor. Der er masser af kreative unge i Hviderusland, som bør hjælpes til at bruge latterens fredelige, men stærke våben imod Lukasjenko. Kreativ indsats er primært civilsamfundets opgave. Sideløbende med EU’s sanktioner og diplomatiske indsats kan Europas aktivister fra de mest forskellige miljøer være med til at skabe opmærksomhed om forholdene i Hviderusland. Det er særligt vigtigt at knytte forbindelser til oppositionen og vise vores interesse for dem, der indefra bekæmper Lukasjenkos diktatur. LÆS OGSÅHviderusland undgår sanktioner efter bamseballade Samtidig bør der sætte fokus på landets politiske fanger, så oppositionen får ansigt og mæle i resten af Europa. Erfaringerne fra samarbejdet med østeuropæiske dissidenter under den kolde krig viser betydningen af løbende kontakter og af, at der arbejdes på alle niveauer – fra regeringer til aktivister. Bamseaktionen viste, ligesom den tyske pilot Mathias Rusts landing på Den Røde Plads i Moskva i 1987, at repressive regimer kan overrumples og rystes. Dengang endda på ’dagen for de sovjetiske grænsetropper’, der bare ikke opdagede det lille fly. Der må sættes bamsestrategier ind imod Lukasjenko. Det er en skamplet også på vore egne samfund at lade undertrykte medmennesker leve stadig værre.

Vil du lytte med?

Politiken Lyd giver dig specifikt adgang til vores nye lyd-app, hvor du kan få adgang til eksklusive podcasts og udvalgte oplæste artikler, læst op af Politikens egne stemmer. Frem til 4. juni kan du få adgang til Politiken Lyd i seks måneder for 99 kr.

Få adgang til Politiken Lyd
Denne artikel kræver digital adgang. Køb abonnement på politiken.dk/shop. Allerede abonnent? Log ind
iPhone 17 Pro silver bottom left 1

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her