DEN GAMLE traver om at krigens første offer er sandheden, har vi hørt mange gange i de seneste dage. Og det er glædeligt. For det er udtryk for, at medierne - fra CNN til danske dagblade over de tv-kanaler, der sender i døgndrift - er ganske bevidste om de særlige udfordringer, der ligger i at dække en krig. Ikke mindst en krig, der føres af to af de lande, som står allerstærkest på det globale medielandkort. Og ikke mindst en krig, hvor verdens mest mediebevidste regering, USA's, slår tonen an. Fuldt overblik over hvad der er sandt og falsk, får vi i bedste fald efter krigen. Men flere ting har allerede vist sig at fungere anderledes end forventet. FOR DET første har vestlige medier ikke monopol på nyhedsdækningen. Med al-Jazeera satellitkanalen i spidsen spiller også arabiske medier en rolle. Samtidig betyder beslutningen om (endnu) ikke at bombe irakisk tv og radio, at der også kan føres en tosidig mediekrig. Særligt tankevækkende er det, hvad det betyder for propagandaen, at den er blevet interaktiv: Den ene sides påstande bliver næsten øjeblikkeligt imødegået af den anden side. De oplysninger, den ene side fremkommer med, tvinger så at sige modparten til at komme med sin forklaring. Det er stadig propaganda, vi ser, men forskellen på de to siders udlægning er ved at nærme sig det, vi i mediebranchen kalder vinklings- eller spinkontrolkrige. Det er stort set de samme begivenheder, der blot udlægges forskelligt. Det er en stor forskel i forhold til fortidens krige. Beslutningen om at tage amerikanske og britiske journalister med frem sammen med de militære enheder blev før krigen mest set som et betænkeligt skridt, der kunne true de pågældende mediers uafhængighed. At de journalister ikke rapporterer frit, siger sig selv. Alligevel bringer de os tættere på krigen end før set. Hvis noget går galt hos de pågældende enheder, hører vi om det. Eller også gør vi ikke, og så véd vi, at noget for alvor er gået galt. DEN LIDT større end forventede åbenhed gør også, at vi allerede er blevet mindet om - hvad ingen burde have glemt - at krig er blodig alvor. Både soldater og civile bliver dræbt. Det er ingen militær spadseretur at erobre et land og vælte et styre, der i årtier har levet på krigsfod både med nabolande og egen befolkning. Når så få lande i verden er gået med i USA's krig, så skyldes det i høj grad den offentlige mening. I modsætning til under den første Golfkrig og under krigen mod Serbien, så har de krigsførende lande denne gang tabt slaget om den internationale opinion. Midt i frustrationerne over USA's ensidighed er det en trøst, at selv ikke midt i krigen er den opinion uden betydning. Vores opmærksomhed er med til at begrænse de civile tab. Det er med til at retfærdiggøre en daglig krigsdækning, der ellers nemt kan overdoseres.