Eliteidræt og især international cykelsport har hidtil været den spontane association, når snakken er faldet på doping i dette land. Men det burde måske snarere være fitnesscenteret henne om hjørnet, bevidst misbrug af det danske sundhedssystem og organiseret kriminalitet, vi havde i tankerne, for det er det billede af doping i Danmark, Politiken har afdækket i løbet af det seneste par uger. En undersøgelse viser, at 44.000 danskere har prøvet at dope sig - altså indtaget eller sprøjtet sig med medikamenter, der er fremstillet til behandling af syge, med det ene formål at kunne vise større muskler frem i vennekredsen eller foran spejlet.
LÆS OGSÅDansk dopingkamp halter efter Norge og Sverige Dopingmidler er uden for enhver kontrol, så misbrugerne ved aldrig helt, hvad de sprøjter i lårene eller andre steder på kroppen. Derfor bruger sundhedssystemet ressourcer på at behandle alt fra åbne betændte sår til forstørrede bryster på muskelmænd. Samtidig er doping omdrejningspunktet for organiseret kriminalitet. Det erkender politiet, samtidig med at Skat direkte advarer Rigsadvokaten om, at bagmænd ikke blot tjener millioner på at producere anabole steroider her i landet.

De bruger også Danmark som transitland for distribution af produkter til og fra andre dele af verden, fordi straframmen for dopingkriminalitet her er meget lavere end i vores nabolande. Og netop straframmen ser flere politikredse gerne udvidet, så mulighederne for at efterforske dopingtrafik kommer til at flugte med dem, der er givet i forhold til narkodistribution, fordi alt tyder på, at de to former for kriminalitet forløber parallelt. Rigsadvokaten har imidlertid valgt at sidde advarslerne overhørig og anbefaler fortsat en straframme på op til to års fængsel, selv om den er seks år i resten af Skandinavien og ti år i Tyskland. LÆS OGSÅRigsadvokat nedtonede flere dopingadvarsler Nu er højere straffe ikke nødvendigvis det eneste saliggørende i bekæmpelse af kriminalitet, selv om Konservative og Dansk Folkeparti mener det. Men det er yderst relevant at finde ud af, om Danmark virkelig er og skal blive ved med at være centrum for international dopingkriminalitet - eller om justitsministeren vil gøre noget ved sagen. Han svarer intetsigende og henviser i øvrigt til sundhedsministeren, fordi doping hører under hendes ressortområde. Hun henviser til gengæld til justitsministeren, fordi straf og politi hører under hans. Hvor længe vil regeringen være det spilfægteri bekendt?