DANSKE embedsmænd og diplomater trisser rutinemæssigt rundt i Europaparlamentet og indgår uformelle politiske aftaler, der har til formål at springe den demokratiske debat over og gøre den politiske behandling af sagerne til en formalitet. Denne form for turbo-demokrati kan godt forsvares, hvis der er åbenhed og demokratisk kontrol undervejs. Europaparlamentet udøver en vis kontrol, men det kan og skal gøres bedre, hvis parlamentet skal fastholde rollen som garant for det europæiske demokrati. Den debat vil Karin Riis-Jørgensen - der er medlem af Europaparlamentet for Venstre - nu rejse. LANGT VÆRRE ser det ud i Danmark. Her er der reelt ingen kontrol med de diplomater og embedsmænd, der uformelt forhandler og indgår aftaler med andre regeringer og parlamenter. Folketinget bliver systematisk holdt udenfor, indtil aftalen er på plads og blot mangler en formel godkendelse. Muligheden for at sige nej eller kræve ændringer i lovgivningen er på det tidspunkt teoretisk og bruges ikke i praksis. PROBLEMET er paradoksalt nok opstået i et forsøg på at gøre EU mere åbent og demokratisk. Europaparlamentet har fået mere magt, men det er sket med en helt urimeligt tung og kringlet beslutningsproces, som har gjort det nødvendigt at ty til de uformelle politiske aftaler. Sådanne aftaler bliver nu indgået i en tredjedel af alle sager, og andelen er i stigning. Det er ikke bare ukontroversiel teknik, der bliver afgjort på den måde. Sagen om udvanding af EU-reglerne for flystøj var en afvejning mellem vigtige miljøhensyn, kolossale økonomiske interesser og risikoen ved et handelsslagsmål med USA. Mere politisk kan det næsten ikke blive. Men Trafikministeriet kunne selv og ville selv. DET er en klassisk magtkamp mellem regering og Folketing, der rykker ind på en ny slagmark. Og det er vigtigt, at Folketinget går af med sejren. EU er et eksperiment i internationalt demokrati, og hvis ikke de folkevalgte kan bevare kontrollen med udviklingen, så er eksperimentet slået fejl. Det er glædeligt, at Venstres EU-ordfører, Charlotte Antonsen, synes lige så optaget af dette perspektiv nu, som hun var i opposition. Forhåbentlig vil også Venstres ministre lægge mere vægt på folkestyret og unionens legitimitet end på at bevare deres egen og embedsmændenes magtbase.