DET VAR VENTET, og det var frygtet. De 115 kardinalers valg af Joseph Ratzinger til biskop af Rom og til pave for alverdens katolikker var så oplagt, som tænkes kunne - og så reaktionært som overhovedet muligt. Siden pave Johannes Paul II i 1981 gjorde Ratzinger til chef for romerkirkens Troslærekongregation, har den lynende begavede bayerske teolog kørt kirken med hård hånd. Ikke mindst i sit hjemland, Tyskland, har han op gennem 1980'erne gennemført veritable udrensningsprocesser, som har fjernet højt kvalificerede, men progressivt tænkende teologer fra deres embeder. Men også på de store kontinenter fjernere fra Rom har Ratzingers teologiske konservatisme haft voldsomme konsekvenser: I Latinamerika er tidligere tiders så blomstrende og socialt bevidste 'befrielsesteologi' blevet så godt som kvalt; og i Afrika har det kostet mange menneskeliv, at den katolske kirke ikke har haft andre bud på standsning af aids-epidemien end seksuel afholdenhed. Da pave Johannes Paul II døde forleden, var det et kvart århundredes partnerskab mellem to store teologiske bagstræbere, der blev sat et foreløbigt punktum for. Den polske pave var kirkens milde, karismatiske og mediebevidste ansigt udadtil; men den tyske kardinal var den benhårde tænker, som fra sin base ved Kurien i Rom sørgede for, at der var en jernnæve i fløjlshandsken. Og nu viser det sig så, at selv om partnerskabet mellem de to er slut, så vil deres ultrakonservative linje blive ført videre. Det er et globalt problem. For som det kolossale medieshow ved den polske paves begravelse forleden viste, så har Roms biskop i løbet af det seneste kvarte århundrede fået status som hele klodens sognepræst. Han er blevet en figur, der kan dyrkes som en rockstar og nydes som en fodboldkamp. Paven på tv har netop den kombination af nærvær og distance, som tiltaler moderne medieforbrugere. Man kan dyrke paven og fælde en tåre, man kan være dyb på en overfladisk måde. Under forudsætning af, naturligvis, at paven forstår mediespillet. OG HER KOMMER næsten det mest foruroligende ved valget af Joseph Ratzinger: Han kan vise sig at være mindst lige så karismatisk som Karol Wojtyla. Et er, at han på skrift er den afdøde pave langt overlegen og kan forlene en bulle, en rundskrivelse, et essay eller en prædiken med stor virtuositet og sproglig elegance; et andet er, at han som person er varm, favnende, åben og charmerende. Joseph Ratzinger, den hidtidige nr. 2, er i mangt og meget en pave Johannes Paul II gange to: endnu mere karismatisk og endnu mere konservativ. Alle kardinal Ratzingers kvaliteter kan ikke skjule, at fremover står den på disciplin og latin i den katolske kirke. Den moderniseringsproces, der blev sat i værk af pave Johannes XXIII , vil blive drevet helt tilbage. Kardinal Ratzinger, alias Benedikt XVI, vil bremse ethvert skridt i retning af accept af kvindelige præster, ophævelse af præsternes cølibat, anerkendelse af homoseksualitet og så videre. Den katolske kirke er i voldsom europæisk tilbagegang. Den tyske pave vil sikre, at denne udvikling fortsætter.