Det er dybt bekymrende for regeringens troværdighed, at den nu har besluttet at skrinlægge den erklærede målsætning fra regeringsgrundlaget om at tage initiativ til en ny styreform for de store byer. Lad være, at der nu lægges endnu et afsnit til den evige fortælling om løftebrud. Nej, det virkelig pinlige er, at en regering, der slår sig op på modet til at udvise sparsommelighed og kræver ofre af alt fra skolelærere til studerende, ikke turde spare sine egne overflødige politikere og bureaukrater væk.
Storby-reform står til at falde Økonomi- og Indenrigsministeriet har vurderet, at der kunne spares 250 millioner kroner årligt ved at rydde op i det byzantinske bureaukrati i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Men fråseriet er næsten den mindste del af problemet. Det værste er det medfølgende politiske og administrative kaos, hvor forvaltningen ender i krig med sig selv. For eksempel har København – ud over overborgmesteren – seks borgmestre og en snes direktører, der hver især forsøger at opbygge deres egne magtbaser, maksimere deres bureaukratiske massefylde og legitimere deres egen eksistens gennem kampagner og evigt svulmende kommunikationsafdelinger. Men, siger de lokale underborgmestre fra regeringspartierne, der nu har skudt forslaget i sænk: Det vil være særdeles skadeligt for demokratiet, hvis én politiker er chef for hele forvaltningen. Det fungerer ellers fint i de mindre kommuner, hvor der kun er én borgmester, ja, nogle ville sige betydeligt bedre end i de store byer.
