Handlen med kvoter for udledning af CO2 er en grundsten i EU's klimapolitik. Tanken er simpel og rigtig: Lad markedet finde de steder, hvor det samlet set er billigst at nå de mål, der er politisk fastsat på vejen frem mod halveringen af udledningen i EU inden år 2050. Det langsigtede mål er - hvis nogen skulle have glemt det - ikke udtryk for en fiks idé, men det minimum af reduktioner, der efter de bedste videnskabelige vurderinger er nødvendig, hvis vi skal undgå en global opvarmning, der går væsentligt over de 2 grader, verdens ledere fastsatte som overgrænse, da de mødtes i København i 2009. LÆS OGSÅ Connie Hedegaard kæmper for dyrere CO2-kvoter Når bunden er gået ud af kvotemarkedet, skyldes det kombinationen af, at EU's reduktionsmål for 2020 er sat for lavt, og at den økonomiske afmatning har svækket efterspørgslen efter kvoter. Den ekstremt lave markedspris er således udtryk for den realitet, at vi med den eksisterende politik skubber hele omkostningen ved at nå 2050-målet foran os.
Kommissionens forslag om at tage et antal kvoter midlertidigt ud af markedet ville ikke have gjort nogen større forskel. Hvis forslaget var blevet vedtaget, ville kvoteprisen formentlig have rettet sig lidt, men ikke til noget nær det niveau, der er nødvendigt for at sende markedet et klart signal. Der var tale om endnu et stykke symbolpolitik uden betydning for udledningerne. Derfor er det heller ingen katastrofe, at forslaget er faldet. Markedets signal er klart: Med de nuværende målsætninger koster EU's klimapolitik reelt ingenting. Målene er med andre ord så uambitiøse, at det med den nuværende konjunktur ikke kræver nogen særlig indsats at nå dem. LÆS OGSÅGrønne organisationer: Kulsort dag for klimaet Det er der ingen grund til at glæde sig over. Tværtimod bør de kræfter, der arbejdede mod det symbolske indgreb i markedet, nu melde klart ud om deres støtte til en mere ambitiøs klimapolitik, der rent faktisk vil føre til lavere udledninger. Indflydelsesrige interesseorganisationer som Business Europe og Dansk Industri må bekende kulør: Vil man hæve klimamålsætningen, så den samlede omstilling bliver billigere, og vi får større konkurrencefordel af at være tidligt i gang med omstillingen? Eller vil Europa reelt opgive at deltage i den globale omstilling i tiden frem til 2020? De penge, vi sparer på den korte bane, kan blive dyre på den bare lidt længere. Det er sandhedens time for EU's klimapolitik. Har vi virkelig råd til at være mindre ambitiøse end vores nærmeste konkurrenter, når det gælder innovation og omstilling til større energieffektivitet?
