FRANSKE FAGFORENINGER, studenter- og gymnasieorganisationer forventer i morgen at samle flere mennesker end nogensinde til store demonstrationer i hele landet. Målet er at tvinge premierminister Villepin til at trække en ny lov tilbage. Loven gør det muligt at ansætte unge på en særlig førsteansættelseskontrakt, uden nogen form for sikkerhed i ansættelsen de første to år. Loven er i øvrigt et forsøg på at tilnærme Frankrig den såkaldte 'danske model' for organisering af arbejdsmarkedet. Det er især danske arbejdsgiveres fri adgang til at afskedige medarbejdere uden statslig kontrol og indblanding, der har inspireret den franske regering. Konflikten, der igennem flere uger har ført til stadig voksende demonstrationer, strejker, optøjer og bred utilfredshed i befolkningen, kaster et ubarmhjertigt lys over flere af Frankrigs aktuelle svagheder. På den ene side er de voldsomme protester et symptom på den udbredte mangel på forståelse for markedsøkonomien og den globaliserede verdens logik, der præger landet. Set med danske øjne er det besynderligt, at så mange franskmænd ikke vil anerkende, at krav til virksomheder kun giver mening, hvis de pågældende virksomheder faktisk er i stand til at løbe rundt. At bevare job uden hensyn til deres økonomiske bæredygtighed ville herhjemme blive betragtet som udsigtsløst. I Frankrig er det ikke desto mindre, hvad politikere på alle fløje hele tiden stiller i udsigt.PÅ DEN anden side er loven gennemført uden nogen form for forhandlinger med dem, den rammer, og ved brug af en særlig parlamentarisk procedure, der sætter det i forvejen begrænsede modspil i den franske Nationalforsamling helt ud af spillet. Det er et næsten ufravigeligt mønster i fransk politik, at når det gælder sociale og velfærdsøkonomiske spørgsmål, så er det i sidste ende kun 'gaden', der udgør en effektfuld opposition. Denne usunde model afspejler ikke kun en lang politisk tradition med rødder tilbage i en halv- og helrevolutionær fortid, der intet har med moderne franske realiteter at gøre. Den forstærkes også af et politisk system, der har to hoveder - præsidentens og premierministerens. Det betyder, at premierministerens hoved med mellemrum kan 'kappes af', uden at det for alvor ændrer noget. Systemet er i flere henseender ansvarsforflygtigende og tjener ikke længere noget fornuftigt formål. Det er en premierminister uden folkeligt mandat, der står for fald. Men det er det politiske system, der har gjort ham mulig, der burde reformeres. Frankrig venter på sin sjette republik.