I dag indfører Politiken et abonnement for vores nyheder på nettet. Læser man mere end 25 artikler om måneden, vil det fremover koste 44 kroner – hver måned.

Det synes vi er billigt. Men vi er klar over, at det for mange kan være bøvlet. Ikke at betale, men at få kortet frem og få tastet den kode ind, der gør, at man en gang for alle kan læse det hele uden besvær.
Alligevel er vi ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå. Vi kan ganske enkelt ikke lave så god journalistik, som Politiken vil, hvis vi ikke tager betaling for det.
Det koster at grave, bore og undersøge. Det koster at sætte sig ind i tingene og ikke løbe med det første og bedste rygte. Det koster at have fagligt stærke journalister og eksperter, der skriver med indsigt, og som gør det, så man ikke kan lade være med at læse med.
Vi ved godt, at der stadig vil være gratis nyheder på nettet, ligesom der også vil blive uddelt gratis trykte aviser. Men trylleri findes heller ikke blandt medier, og de gratis produkter er enten lavet hurtigere eller finansieret af nogle andre. Så vil vi hellere være i lommen på vores læsere.
Det koster at grave, bore og undersøge
Dermed går Politiken samme vej som førende aviser overalt på Jorden, der har måttet erkende, at journalistisk flyvehøjde kræver, at læserne vil betale for den.
Vi tror på, at rigtig mange af Politikens mest trofaste brugere vil acceptere, at kvalitet koster, også når det gælder Politiken. Derfor vil vi fremover gøre digitalt, som vi i 128 år har gjort på tryk: finansiere vores journalistik gennem både annonceindtægter og ved abonnement.
Fremover vil Politiken kunne flere ting for vores læsere. Nogle vil ønske at læse os på tryk nogle dage og digitalt andre. De vil bruge en kombination af tryk, e-avis og politiken.dk. Der er mange muligheder tilpasset dit behov – og din pengepung.
Det er afgørende for os, at du kan gå til Politiken netop på den måde, i den form og på det tidspunkt, der passer dig.
Derfor tager vi penge for politiken.dkDet nye i dag er abonnementet på politiken.dk. Resten af Politiken er, som du kender os. Det holder vi fast i.
Vi er stadig i front, når det gælder nyheder, kultur og opinion. Vi har stadig det bedste forbrugerstof – og vi kender stadig byen bedst. Alt det kommer der mere af i vores digitale udgaver.
Glæd dig til det, hvad enten du læser avisen på tryk og benytter dig af din gratis adgang, der følger med abonnementet, eller du er en af vores nye abonnenter, der læser os på skærm.
Der er ikke meget godt i livet, der ingenting koster. Fra i dag heller ikke politiken.dk.
<i>bl</i>
fortsæt med at læse
Kinesisk nyhedsbureau fuppet af Amazon-satire
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
